KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

556

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

I 1880erne fik man yderligere to badeanstalter paa Vesterbro og Nørrebro. Paa Vesterbroanstalten, der var beregnet for velhavere, fandtes foruden varme bade tillige medicinske bade og en russisk badstue. Disse faa og smaa bade­ anstalter kunde dog ikke siges at dække befolkningens behov for varme bade. En beregning fra slutningen af 1880erne gaar ud paa, at det samlede aarlige antal karbade var 299.000 d. v. s. eet bad om aaret pr. indbygger. Fra omkring 1900 tog kommunen initiativet til opførelse af varmtvands- badeanstalter. 1900-1902 indrettedes en tidssvarende paa Kommunehospitalet, som var tilgængelig for ikke-patienter, og samtidig lagdes der planer om at opføre 7 kommunale anstalter rundt om i byen. Den første blev taget i brug i 1903 i Saxogade og de følgende i henholdsvis 1909 og 1910 i Sofiegade og Helsingørsgade. Derimod blev det overladt det private initiativ at opføre »København«, der blev tilgængelig for publikum i 1903. 1904 aabnedes den første lukkede svømme­ hal. Det var saltbadeanstalten »Gamma« paa Fridtjof Nansens Plads, men den fik dog kun en kort levetid. I 1870 foregik sommerbadningen for mænd fra badeanstalten Rysensteen og fra Kalvebodstrand. I 1876 indrettedes ogsaa en søbadeanstalt for kvinder. Des­ uden fandtes badeanstalter paa Østerbro, og man badede fra »Venedig« i selve havnen. Efter kloaksystemets gennemførelse blev det imidlertid umuligt at bade her. 1885 anlagdes derfor en række nye badeanstalter deriblandt »Helgoland«. Først fra 1902, da det nye pumpesystem var færdigt, kunde havnen atter be­ nyttes; saaledes aabnedes i 1905 en anstalt ved Eangebro, der fik det gamle navn Rysensteen. I 1870 stod endnu mindet om 50ernes store koleraepidemi frisk i erindrin­ gen. Først i 1 884 gennemførtes imidlertid bestemmelser om bekæmpelse af epidemier. I sundhedsvedtægten fra 1886 udvidedes denne kontrol, og lægerne fik f. eks. pligt til hver uge at anmelde epidemiske tilfælde. Endvidere kunde den angrebne efter lægens bestemmelse indlægges paa et hospital, hvilket blev vederlagsfrit. Paa denne maade blev efterhaanden alle, der ramtes af en epide­ misk sygdom, indlagt paa hospital og afsondret, hvorved smittefaren begrænsedes. I 1897 oprettedes en undersøgelsesstation for difteritis og i 1901 stationer, som kunde undersøge personer, der var mistænkt for at have tyfus. Et meget alvorligt problem var tuberkulosen, som ikke mindst paa grund af de daarlige sociale forhold havde faaet et uhyggeligt omfang. Fra slutningen af aarhundredet begyndte man for alvor at gribe ind. 1905 kom en for hele landet gældende lov herom, og 1908 stiftedes Nationalforeningen for Tuberku­