KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

5 5 8

i tavshed eller haabe paa den private godgørenhed. Ganske vist fandtes private forsikringsinstitutioner, og især vandt sygekasserne, som støttedes af den voksende fagforeningsbevægelse, fremgang. 1885 var der saaledes i København 66 syge­ kasser, og man regnede med, at halvdelen af byens haandværkere og arbejds- mænd var medlemmer. Fra 1870erne begyndte endvidere arbejdsgiverne at ulykkesforsikre deres arbejdere, men der var dog stadig store omraader, hvor den trængende kun kunde søge fattigvæsenet. Det københavnske fattigvæsen administreredes i 1870 i det store og hele efter ordningen fra 1799. Ifølge denne var det fattigvæsenets opgave at tage sig af alle trængende, som ikke selv kunde skaffe sig underhold, og sørge for, at de gamle og svage fik almisse, at de arbejdsføre blev sat i arbejde, og at de syge blev helbredt. Naar den trængende var blevet tildelt støtte, betragtedes han eller hun som »indskrevet fattig« og var underkastet fattigvæsenets myndighed. Det gjaldt saaledes om at finde arbejde til de trængende. Dette bestod enten i, at de anbragtes hos private eller beskæftigedes af fattigvæsenet selv. Dette foregik i forskellige stiftelser. Den vigtigste var »Ladegaarden«, der op­ rettedes i 1822, og som fra 1833 tillige blev benyttet som tvangshus for tiggere og lignende. Her udførte lemmerne forskelligartet arbejde, og deres underhold stod i forhold til den arbejdsydelse, de præsterede. Endvidere arbejdede de for offentlige institutioner. Saaledes besørgede de indtil 1908 gadefejningen paa de københavnske gader. I arbejdsløshedsperioder, f. eks. i 80erne, klagede fag­ foreningerne over den konkurrence, de paaførte arbejderstanden. Paa Ladegaarden samledes en broget skare. Der var forarmede haandvær­ kere og løsladte forbrydere, mænd og kvinder mellem hinanden. Moralen var primitiv og dikteret af forholdene. I 1870 bestemtes det, at mænd og kvinder blandt de husvilde skulde skilles i to afdelinger, og at begge køn ikke maatte have udgangstilladelse samme dag. Følgen var, at antallet af »husvilde« meget hurtigt faldt. Lemmerne var ofte ildeset af byens borgere, og paa helligdage, hvor de fik lov til at forlade gaarden, vakte de offentlig skandale, naar de drukne og larmende vendte hjem om aftenen. Først i 1908 ophørte Lade- gaardens eksistens, og »Sundholm« paa Amager blev taget i brug. Den forsørgelse, som ydedes de fattige, der ikke kunde arbejde, blev tildelt enten ved ophold paa fattighuse eller ved anbringelse i private huse. I 1870 fandtes der 3 fattig- eller arbejdshuse i København: Frue Sogns Arbejdshus, Nicolai Sogns Arbejdshus og Frelserens Sogns Arbejdshus. Lemmerne, der ikke alene var gamle, svagelige eller uarbejdsdygtige, men ogsaa børn, fik her husly og mad, mens de maatte skaffe sig resten ved gaver eller lidt arbejde. Om