KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

54 0

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

betydelige udvikling og byggeriet, der var en følge af byens spredning ud over det gamle voldterræn, var imidlertid i stand til at opsuge befolkningsforøgel­ sen. I tiaaret 1880-1890 fortsatte denne tendens, og tilvæksten var 78.000, saa- ledes at byens befolkning i 1890 talte 312.000. Indvandringen i denne periode androg 39.400. I betragtning af de svækkede konjunkturer i firserne nærede man i ledende kredse en vis betænkelighed ved denne store indvandring, hvis bag­ grund især var krisen paa landet. M an pegede paa, at København selv var blevet saa stor nu, at den i kraft af sit fødselsoverskud aarligt vilde faa en betydelig stigning i indbyggerantal. Der ytredes ogsaa bekymring over den forskydning, som fandt sted i forholdet mellem København og det øvrige land. I 1870 androg den københavnske befolkning 10 % af hele Danmarks indbyggertal, men i 1890 var procentdelen steget til 15. Denne betænkelighed fik udtryk i bemærkningen om, at Danmark var blevet et Amager for København. I tiaaret efter 1890 tog indvandringen af. D a man i 1901 gjorde tilvæksten for den foregaaende periode op, var den 48 .000, og heraf var kun 6.100 ind­ vandrede, hvilket afspejlede, at konjunkturudviklingen havde vendt for land­ bruget. 1901-1902 indlemmedes Brønshøj, Valby og Sundbyerne i Københavns Kommune, og denne forøgelse medførte, at indbyggertallet i 1902 var kommet op paa 4 oo. 6 oo. I aarene fra 1901 til 1911 voksede København med 60.000 indbyggere, men heraf androg indvandringsoverskudet kun 6 . 4 oo, mens resten udgjorde fødsels- overskudet. Denne ringe indvandring skyldtes bl. a. den økonomiske stagnation, der fik udtryk i byggekrakkene og banksammenbrudene 1907-1908. Krisen med­ førte mindsket efterspørgsel efter arbejdskraft, saaledes at der endog begyndte en udvandring af mandlig arbejdskraft. Kort før den første verdenskrigs udbrud bedredes dog konjunkturerne, saaledes at København i i g i 4 atter stod overfor en højkonjunktur med efterfølgende befolkningsforøgelse. Ændringerne i erhvervsforholdene efter 1870 medførte en dybtgaaende for­ skydning i den københavnske befolknings erhvervsmæssige sammensætning. Om ­ kring 1870 var hovederhvervet haandværket med en mængde mestre, men for­ holdsvis faa svende. Derimod tæller de borgere, der var beskæftiget ved indu­ strien, ikke særlig mange. Efter haandværket følger daglejerne og derefter de, som er beskæftiget med handel. I erhvervsstatistikken er derfor »fast ansatte i underordnede poster« en talmæssig betydningsfuld gruppe. I det sociale liv spiller ogsaa universitetet og dets studenter en rolle. I perioden indtil 1 9 14 ændres dette billede betydeligt. Industriens voldsomme vækst skabte en betydelig arbejderklasse, som i stigende omfang prægede byens