København_1840-1940

i o8 H Y G I E J N I S K E F O R H O L D kevand og holdt sig til de offentlige Brøndpumper, af hvilke der fandtes flere Hundrede spredt rundt om i Byen, men Undersøgelser af Brøndvandet godtgjorde iøvrigt, at dette ogsaa var sundhedsfarligt fra adskillige af Brøndene. Ankerne mod den mangelfulde offentlige Renlighed samlede sig hovedsagelig om følgende Punkter: Gadernes Urenlighed og daarlige Tilstand (bl. a. Brolægningen), Priveternes (Klosetternes) og Renovationens Siethed, Kældersumpene og de elendige Drikkevandsforhold. Endvidere mod, at der endnu nogle Steder fandtes aabne Kloaker, at det stadig var tilladt at jordfæste Lig paa Kirkegaardene indenfor Voldene, og at der trods tidligere Forbud igen var givet Tilladelse til at anlægge sundhedsfarlige Fabrikker og Anlæg (Trankogerier, Fiskebløderier, Osteoplag o. s. v.) i selve Staden. En Udflyt­ ning af disse sidste stødte stadig paa en sejg Modstand fra de Næringsdrivende, der vægrede sig ved at paatage sig de med Flytningen af deres Virksomhed forbundne Omkostninger. Højst uheldig var ogsaa det betydelige Kreaturhold; o. 1840 fandtes i København ca. 1500 Køer, som for en stor Del holdtes af Brændevinsbrændere, der ofte boede i snævre Gader i smaa Huse med ringe Gaardsplads. Saa godt som alle Staldene var altfor lave, meget mørke, mangelfuldt ventilerede og i høj Grad overfyldte; paa enkelte Steder var Kostaldene indrettet paa 1. Sal, saa Dyrene maatte hejses op. Bortset fra en For­ ordning om Gødningens Opbevaring og Bortskaffelse fandtes saa godt som ingen Regler om disse Forhold, og indtil Bygningsloven af 1856 kunde faktisk enhver Borger indrette sit Kohold efter eget Forgodtbefindende. Og samtidig var Folketallet voksende og Beboelsestætheden stigende, saaledes som det er beskrevet i andre Afsnit af dette Værk. Nu fandtes der ganske vist forskellige Forordninger vedrørende den offentlige Renlig­ hed, saaledes f. Eks. om daglig Fejning af Gaderne og Rensning af Rendestenene, om Gadeskarnets Bortkørsel, Paabud om, at Renovationsvognene skulde køre langsomt og i højre Side af Gaden og Forbud mod, at Afløbsrender fra Priveter eller anden Urenlig­ hed aflededes til Rendestenene og adskillig flere. Men hvad hjalp det, naar Paabudene blev daarlig overholdt. Ustandselig førtes der Klager over de snavsede Gader og de aabne Rendestene, der paa Grund af for ringe Fald — selv om Sommeren — stod halv- fyldt med ildelugtende Vand og Mudder. Gaderensningen var overladt til Husejeren, der udførte Arbejdet uden Plan, og Bortkørslen, der var bortforpagtet til Vognmands­ lavet, foregik ofte sent paa Eftermiddagen eller først næste Dag; den skete skødesløst og paa daarlige Vogne, saaledes at meget spildtes undervejs. Gader og Rendestene ren­ sedes kun to Gange ugentlig, de større Afløbsrender (Tverkisterne) endnu sjældnere, og de underjordiske Render (Kloaker Aqvæducter) blev kun efterset én Gang aarlig. Slamkisterne, der var det endelige Samlingssted for alt flydende Gadesnavs, rensedes kun, naar det blev anset for nødvendigt. Kloaker og Slamkister formaaede ved stærkt Regnskyl ikke at optage alt, hvorved Rendestenene oversvømmedes, og bagefter laa der et helt Lag Dynd paa Gader og Fortov. Hertil kom, at Vandet ofte trængte ned i Kældrene, hvor det kunde staa alenhøjt. Om Morgenen mærkedes endnu Lugten fra Natrenovationsvognenes Færd gennem Gaderne og Dagen igennem Dunsterne fra de berygtede Urinkroge langs Murene og Portene. Natrenovationen udførtes af det lille