KjøbenhavnsMurerOgStenhuggerlav_1907

DEN GAMLE TID SLUTTER

Aagaard ig'jen henholdt sig til sin tidligere Erklæring1. Angreb og Forsvar afløste hinanden, men Angrebene førtes absolut med storst Kraft og storst Virkning. Det bed sig efter dem fast i den almindelige Bevidsthed, at Mesterprøverne ved de store Udgifter, de foranledigede, holdt Lavene luk­ kede tor mange uformuende, dygtige Folk, hvortil endnu kom, at Prøverne ikke tilfulde kunde bevise de Vedkommendes Dygtighed til at drive deres Fag, og at de paa en saare uheldig Maade bleve bedomte af Mænd, der ikke kunde være helt upartiske, da de vare Part i Sagen. Angrebene paa Ud­ gifterne ved Murerlavets Mesterprøver vare et Angreb paa Mesterprøverne overhovedet, og dermed paa det hele Lavsvæsen. Men derfor var Murer­ lavet ogsaa med i det fælles Forsvar, om hvilket der forøvrigt ikke kan siges, at det blev drevet med den fornødne Omsigt og Kraft. Men hvor kunde det være anderledes? Haandværkerne, der nærede en urokkelig Tro paa, at Lavsvæsenet, hvorledes det end gik, maatte vedblive — det stod med Aarhundreders Hævd — kunde umuligt faa sig til at tro, at der var Grund til store Anstrengelser. Og saa vare de desuden kun lidet vante til i Skrift og i ale at kæmpe for deres Anskuelser. Der var saaledes forholdsvis let Spil imod dem. Den offentlige Mening maatte tilhøre deres Modstandere, de slagfærdige og intelligente Akademikere, der alvorligt troede, at Frihed kun kunde bære gode Frugter. Haandværkernes Optræden syntes heroverfor endnu svagere og tarveligere, end den i Virkeligheden var. Da den af Kommunalbestyrelsen nedsatte Lavskomite i 1847 havde af­ givet sin Betænkning, var al den Imødegaaelse, Haandværkerforeningen bi agte tilveje, en Række stærkt i det Enkelte gaaende Udtalelser fra 32 Lav, uden at der til dem blev fojet nogensomhelst sammenknyttende Oversigt, nogen almindelig Udvikling eller overbevisende Redegjorelse. Murerlavet var selvfølgelig med her, og det har naturligvis sin Interesse at se, hvad det ar at bemærke til Betænkningens Indstillingspunkter, at det ønsker de Re­ formertes Privilegier hævede, at det understreger de kjøbenhavnske Mesteres vervægt over Kjøbstad-Mesterne, at det protesterer imod, at der fandt Vil- kaarhghed Sted ved Bedømmelsen af Lavets Mesterprøver o. s. v., men det virker i hoj Grad trættende atter og atter i de 32 Lavs trykte Erklæringer at møde en Række lignende, ofte smaat skaarne spredte Bemærkninger2. Og bedre gik det ikke, da Haandværkerforeningen endelig i 1856 man­ dede sig op til en stor Handling og sammenkaldte et Haandværkermøde for