KjøbenhavnsBrandforsikring_1731-1911

8 2 BRANDFORSIKRINGEN 1731—1795 celliet fik m ed den at gøre. Inden m an nu gik videre, øn sk ed e m an at sikre sig In teressen ternes Støtte og opnaaede, at de Komm itterede med 68 S temm er m od 49 b illigede D irek tørernes L ø nk ra v 1). Derefter beslu ttede D irek tion en at drive Sagen paa Spidsen og lod sig uden v i­ dere Lønn en udb e ta le2). Naar D irek tionen voved e et saa dristigt Skridt, skyldtes det O verbevisn ingen om at have faaet nye Vaaben i Hænde. I de ved Raadstuep lakat af 9. Januar 1769 bekend tgjorte Forbedrings­ poster var det form en tlig udtrykkelig b leven fastslaaet, at de 10 kom ­ m itterede In teressen ter sku lde være »authoriserede at præsentere det h eele In teressen tskab , og hvad af dennem vedtages og besluttes . . . være lige saa kraftigt, som det herudi var indført«. D enn e B estemm else havde im id lertid en Hage. Hvorledes komm e ud over, at Spørgsmaalet endog i høj Grad angik Kassens Fond og derfor henhørte under Magi­ straten? Dette gjorde man ved dels at hævde, at det aldrig kunde være »noget af Vigtighed«, om ogsaa de to ældste D irektører fik tillagt 200 Rd .s Løn , dels ved — som det afgørende — at pege paa, at de 400 Rd. slet ikke sku lde udbetales af Kassens F ond , m en derim od af Kontor­ kassen , der nu havde naaet en Størrelse af 33 000 Rd., og hvis Besty­ relse ifølge 8. Post i Funda tsen 1731 alene var betroet D irek tion en 3). B ehænd igh ed en var stor og tillige ægte Barfredsk. Men nu Magi­ straten. Var den tilbøjelig til ved disse Juristerier at lade sig slaa af Marken? Som det var at ven te, tyede den straks til K ancelli og K onge4). Skønt den protesterede m od L ovligheden af D irek tionen s skriftlige Hen­ vend else til in teressen tern e, benyttede den um iddelbart efter dens Re­ sultat til at fremhæve det urim elige i m od en saa stor M inoritet at ville gennem tvinge D irektørernes Lønn ing , tilm ed da Kontorkassen ikke var større, end T ilfæ ldet var. Endelig fandt Magistraten det »næppe troeligt«, at D irektørerne havde dristet sig til uden videre at lade sig Løn udbe­ tale. Kongens Svar b lev en afgørende Sejr for Magistraten. Ved Reskript af 23. Marts 17705) gentoges Forbudet m od L ønn en , og det b lev paalagt at tilbagebetale de allerede hævede Penge. Aaret efter indskærpede yderligere et kongeligt Reskript de forskellige under Magistraten sor­ terende K omm issioner, at de havde at være den lydige og ikke sætte sig m od dens Anordn inger6). T ilsyn elad ende var nu alle Veje forsøgt og alle Midler opbrugt. For D irek tionen syntes der ikke andet at gøre end at tilbagebetale den hævede Løn. A lligevel søgte den at fortsætte Kampen ved at føre den over paa det p rincip ielle Omraade, Kassens Selvstyre. Uagtet det maatte synes haab løst at rejse dette Spørgsmaal lige efter, at Forbedringsposterne var udstedt, besluttedes det paa et Møde m ed de Deliberation skomm it- tered e7) at faa det underkastet en nærmere Drøftelse, hvilk en Myndig­ hed der egentlig tilkom Generalforsam lingen, og navn lig hvad det be­ tød, at intet af V igtighed vedrørende Kassens F ond kunde besluttes