KjøbenhavnsBrandforsikring_1731-1911

Ved Magistratens Indsigelse var Sagen b leven et Stridspunkt mellem Brandforsikringen og Magistraten. Begge Parter tyede til Kongen; Di­ rek tionen i en Ansøgn ing af 31. August 1767 l). Dens Argumenter var dels det reelle, at den store Fremgang for Brandforsikringen og Forøgelse af den s F ond gjorde det rimeligt, at Direktørerne fik Løn for deres vok send e Arbejde, dels det form elle, at Magistraten havde berøvet sig enhver Ret til Protest ved at undlade, da Sagen første Gang skulde for paa G eneralforsam lingen, at gøre sit afvigende Standpunkt gældende. Reskriptet af 17. September 1756, der maatte være Grundlaget for de forskellige Myndigheders indbyrdes Forhold , gjorde nem lig som bekendt G eneralforsam lingens Dagsorden afhængig af Magistratens foregaaende Overlæg og Sam tykke. Ved nu at tie til Meddelelsen om , at Lønspørgs- maalet sku lde behand les, havde den samtykket og var derefter afskaaret fra at sætte en afvigende Mening igennem . Til alt dette kom saa endda det urim elige i, at Brandforsikringens Flertal ikke skulde liave Ret til uden Indb land ing at træffe en saadan Foranstaltning. I Magistratens B etæ nkn ing2) var Hovedvægten lagt paa Direktionens Brud paa Reskrip­ tet af 17. Sep tember 1756 ved trods forudgaaende Indsigelse at lade den anden Generalforsam ling behand le Lønningssagen. Samtidig satte man et Spørgsmaalstegn ved dens Afgørelse, idet man fremhævede, at der hverken var givet M eddelelse om de tilstedeværendes Antal eller de nøj­ agtige Tal for A fstemn ingen , og endelig bestred man Beslutningens For- m aa lstjen lighed , idet den formentlig vilde føre til, at Direktørposterne b lev besat under H ensyn til, hvor vidt de lysthavende havde Trang til en Ekstraindtægt. I Samm en lign ing dermed var det heldigere at have øk onom isk uafhængige Mænd som Ledere. Hvor m eget end B illigheden talte for Direktørernes Ønske om Løn, fulgte K ancelliet alligevel Magistraten og lod Parterne vide, at Beslut­ n ingen var stridende m od Fundatsens 12. Post og derfor ikke kunde stad fæ stes3). Med d enne Afgørelse slog man sig dog ikke til Ro. Di­ rektør Barfred, som u tv iv lsom t var den drivende Kraft, var ikke en Mand, som saa let lod en Sag falde. Var den ene Vej bleven ham spærret, forstod han straks at finde en ny. Saaledes ogsaa i dette Tilfælde. U tvivlsom t paa D irek tionens T ilskyndelse henvendte Arvingerne efter D irektør Ole Mandix sig paa Kontoret og krævede uden Hensyn til K ancelliets Afgørelse, m en i Henhold til Generalforsamlingsbeslul- n ingen , udbetalt 400 Rd., som havde tilkommet ham , hvis Brandforsik­ ringens Afgørelse stod ved Magt4). T ilsyneladende var Direktionen me­ get spagfærdig, h enviste Arvingerne til Magistraten og nøjedes med at anbefale deres Andragende5). Resultatet blev selvfølgelig kun et tor- nyet A fslag6). Derm ed var naaet, hvad aabenbart havde været Hensig­ ten, at bringe Sagen tilbage til det Punkt, hvor den var, forinden Kan­ BESTYRELSESFORHOLD. STRID MED MAGISTRATEN. DIREKTØRLØN 81