KjøbenhavnHistori_2_Reformation

274 Krigen 1658. Ikke længo efter fortrød Karl Gustav, at han havde været for lemfældig, og indsaa, at han fremfor alt behøvede Enevælde over Øresund. Hans Fortrolige Erik Dalberg, den egenlige Ophavsmnnd til Toget over Store Belt, fik allerede 18. April Bud til General Vrangel om at forblive i Sæland, for saa vidt han ikke allerede havde trukket Tropperne bort derfra, og i sidste Tilfælde holde Fyn og Jylland. Under­ handlingerne i Anledning af Krigen blev trukne i Langdrag, og de svenske Gesandter Sten Bjelke og Coyet, navnlig den sidste, stemte stadig de svenske Fordringer i Vejret. Den første kaldtes sidst i Juli til Karl Gustav, der da opholdt sig i Kiel. I de samme Dage kom den danske kgl. Kammer­ skriver Kristoffer Gabel til samme By paa en Rejse til Ham­ borg, og Kar] Gustav medgav ham til Kong Frederik For­ sikringer om Venskab og Hengivenhed, men Dagen efter gik Kongen ombord paa sin Flaade med det franske Sendebud Terlon, og her fortalte han denne, at Toget gik mod Dan­ mark. Det var egenlig Karl Gustavs Plan at sejle lige ind i Kjøbenhavns Havn og tage Staden ved Overrumpling, men Krigsraadet fraraadede dette bestemt. Man satte da Kursen efter Korsør, hvor man ankom 7. Avgust, gik i Land næste Dag, den 9. var Kongen i Slagelse, den 10. i Ringsted. Han lod udsprede, at Svenskerne ikke kom i noget fjend- ligt Øjemed, men forat hjælpe Kong Frederik mod den op­ rørske Adel. Nogle Dage, førend Karl Gustav brød Freden, har den danske Regering dog faaet Nys derom, ti allerede den anden Avgust holdt Rigsraadet Møde, og Kansleren Kristen Skeel optegner i sin Dagbog1): „Uden Raad, uden Trøst". Man overvejede allerede da om, hvad der var at gøre, hvis Sven­ skerne gik i Land i Sæland, og var villig til at gøre dem alle mulige Indrømmelser forat bevare Freden. Søgte man Hjælp hos Holland, kunde Danmark være fortabt, inden

*) D. Mag. 3 R IV 318— 21.