Kjøbenhavn_Melbourne_Paris_1867

K jøbenliavn.

sovende Tilstand; det forekom hende, at hun havde hørt Vægteren Kl. 12, 1 , 2. og 3. «Nu bad jeg ham dog om ikke at blive for længe borte; men han etc.» Hun blundede lidt paany. Hvad er det? — Vægteren raaber igjen. — Allerede 4? — Nei! — «Hov Vægter, Klokken er slagen Elleve!» lyder det ganske tydeligt, og det er virkelig Lars’s velbekjendte Ølbas. Hun maa altsaa have drømt, Klokken er ikke saa mange, som hun troede. Manden træder ind. «God Aften!» «Hvormange er Klokken?» «Lidt over 11; nu raabte Vægteren». Det kunde ikke benegtes, og Uveiret, der havde truet, trak over. Tingen var, at den frygtsomme Ægtemand mod I Marks Godtgjørelse havde faaet Lars til at raabe I I inde i Gaar den, tæt op til Fruens Vinduer. Om Sommeren, naar Solen begynder at staae op samtidig med, at Nattesværmerne gaae til Ro, naar Dagslyset hviler over Gader og Stræder, er det i høi Grad trykkende at vandre hjemad. Man skammer sig lidt over sig selv, seer paa Kammeraterne, der slet ikke tage sig godt ud i den Belysning, og fatter de bedste Forsætter for Fremtiden; men Veien til Helvede er brolagt med gode Forsætter, siger en gammel Philosoph, og det bliver ikke sidste Gang, at man hører Spurvene kviddre, medens Gadedørsnøglen dreies om. Denne Spurvesang er i allerhøieste Grad irriterende! Den klinger bebreidende og lyder endnu i Øret, medens man griber sit Lys og tænder det,