Kjøbenhavn_Melbourne_Paris_1867

K lokken 3 Morgen.

137

at Nogen nogensinde kar halet en Fisk op afVandet, men derimod fortælles det, at en ældre Herre nu i 13 Aar har ventet paa Bid, og at han endnu bestan­ dig venter paa «sin Ledighed», Det er en skyldfri Glæde; lad Ingen misunde disse barnlige Sjæle denne Tidsfordriv. Det er derimod paa Grund af Glæder af en ganske anden Art, at Folk ikke gaae til Ro før Klok­ ken 3. Om Vinteren er det Baller og Soiréer, smaa Sold og langstrakte Spillepartier, der ere Aarsag deri, og om Sommeren kan man slet ikke rive sig løs fra Skoven. Om Vinteren dækker Nattens Mørke de ind­ hyllede Skikkelser, der liste sig hjemad. De have kun en ubestemt Idee om, hvad Klokken i Grunden er, og bryde sig ikke om at faae Vished. Sagte aabnes Dørene, Støvlerne trækkes af med stor Forsigtighed, saa snart der er Leilighed dertil, og spørger en del­ tagende Ægtefælle, Tante eller Moder, hvad Klokken er, saa er den begribeligvis altid lidt over 11. Der anvendes de utroligste Krigspuds for at forvirre de nysgjerrige Spørgeres Begreber om Tiden. I gamle Dage, da de højrøstede Vægtere altid saa generende forraadte, hvad Klokken var slaaet, til de paa Vagt liggende videbegjærlige Sjæle, var det vanskeligere at narre Vedkommende; men selv en af disse raabende Vogtere er bleven benyttet til at udføre et af de mange Puds, der vilde have gjort en Indianer paa Krigsstien Ære. Morgenstjernens Bærer havde forkyndt, at det var tre Timer over Midnat, Manden var endnu ikke kommen hjem, Konen ventede og lyttede i en halv