Kjøbenhavn_Melbourne_Paris_1867

K lokken 12 Midnat.

113

«Allerkjæreste Frøken! . . .» begynder jeg; men bun er forsvunden, og en anden Skikkelse staaer allerede i hendes Sted. Et hvidt Lagen! — nei, mit Syn er forvirret, det er kun eD Serviet, bunden om Halsen paa Skikkelsen. Jeg kjender disse Træk, det er min Ven, Grossereren, der giver saa udmærkede Middagsgilder. Han seer ud, som han kom lige fra Bordet. Trøffelsaucen spores paa hans Hage, og i Haanden, som han bebreidende hæver, holder han en Agerhønevinge. «Letsindige!» mæler han med Gravrøst, «Du har forspildt mit Venskab. Du bliver al dri g mere bedt til Middag, Du faaer al dri g mere Lov til at besøge mig paa Strandveien. Slik Dig kun om Munden, i mit Hus skal Du al dri g mere faae Ledighed til at putte Noget i den. »Husk Klokken 5 og mig! — Fortvivl og skriv!» Det sortner for mine Øine, jeg seer Grossereren bortført i en Sky, dannet af lutter Hoveder, blandt hvilke jeg kjender Kjøbmanden fra Jylland med den fatale Isklump i Munden, de to gamle Damer, den lille corpulente Taler, der mumler: «Og ingensteds er. Roserne saa røde!», den unge Herre, der seer ud som en Stængerotte, og endnu mange Andre. Jeg gjør et Forsøg paa at reise mig, men stand­ ses af en høi, bleg Mand i Sort, decoreret og soigne­ ret paaklædt. Have da alle mulige Mennesker sam­ mensvoret sig for at undsige mig? Det er jo ogsaa en Bekjendt — det er selve Etatsraaden, som jeg senest besøgte Klokken 9 . «Vend om, unge Mand,