Kjøbenhavn_Melbourne_Paris_1867

K jøbenhavn.

1 1 2

en anden lignende fortryllet Decoration. — Det er ikke til at udholde: «Hjælp!» Der kommer virkelig Nogen. En ung Dame i en forhenværende elegant Baldragt nærmer sig. Det røde Flor hænger i Laser over den hvide Under­ kjole, de Atlaskes Sko ere nedtraadte, og Rosenkrand- sen sidder dæmonisk paa Snur paa det blonde Haar. Hun er dødbleg og holder Fingeren truende i Veiret, altsom hun kommer hen imod mig. Det er en Søvn­ gængerske, en Gjengangerske, en Bankeaand, Somnam- bule, eller Allan Kardec maa vide hvad. Hun taler — Stemmen er hul og klangløs, accurat som i de virkelige Spøgelsehistorier — medens hun med et vredt Udtryk bøier sig over mig, der aldeles overvældet er sunken om. «Du kjender mig; ikke sandt?» lyder det til mig, «Forvorpne, der har vovet at bagtale mig; Du har sværtet mig, sværtet mig med Bogtrykkersværte, og det for et helt Publicum. Elendige! Jeg har aldrig seet op til Gi a n e l l i s Vinduer, som Du skriver, at jeg gjør Klokken 2 ; jeg gik ikke bag Gardinerne paa Ballet hos Etatsraadens — i det mindste gjorde jeg det ikke med Dig, thi saa havde jeg maaskee fortjent min Straf. Men Du trængte til Stof, Du trænger endnu til Stof til i Morgen og tager intet Hensyn. Nuvel, Hævn vil jeg have; Du skal skrive og kan ikke! Haha!

«Lad mig i Aften svart din Sjæl nedtynge, Husk, Du mig drilled i min Ungdoms Vaar Saa ofte; — derfor nu: fortvivl og skriv!»