Kammermusikforeningen_1868-1918
sig dansk og knyttede sig fast til os. Men heldigvis, i sit inderste blev han alligevel ved med at være Czekeren, „Øster rigeren“ med sit ejendommelige Temperament, sit ildnende Lune, sin indtagende Personlighed, endelig sit latente Zi- geunerblod, der skaffede ham Udvé. Mon han ikke selv tidt har følt Friktionen af en national Gnidningsmodstand hos sine Omgivelser i Danmark? Der var imidlertid i hans Natur en Grundegenskab, som gjorde ham til den fødte Fører, hans usvigelige Troskab imod alt det, han tjente, sit Kunstnerkald, sit nye Fædreland, og alle dem, han havde skænket sit Venskab. I Sandhed en ædelig Egenskab, som, alene den, adler hans hele Forhold til os. Hvad laa der ikke beredt for ham ude i den store Verden? Hans Søster Wilma, den fejrede, verdensberømte Diva, kaldte paa ham derude fra, glimrende Kaar vinkede ham, men fulgte han disse Kald? Han blev tværtimod i de beskedne Forhold, Livet heroppe hos os i Norden kunde berede ham, blandt de Venner og det Folk, han havde fundet og engang knyttet sig til. Hans Livskald var kun ét: Musiken, den herlige, gudebaarne Kunst, at tjene den med sine bedste Kræfter, med hele sin ideale Stræben og al sit Hjertes fyrige Varme. Hans Virksomhed gik i lige Grad indadtil i det pri vate og udadtil i det offentlige Liv, og jeg er end ikke sikker paa, hvor han i disse Henseender fik størst Betydning. Netop det, der var hans mest personlige Kraft, hans Evne til at ægge, vække op, skaffe slumrende Kræfter frem til Liv, skulde synes at pege paa, at han, i sin private Virksomhed, lige overfor sine Elever, maatte have sit mest frugtbringende Virke. De mange, han har taget sig af og som har drukket
Made with FlippingBook