Kammermusikforeningen_1868-1918

9 —

—

af det stærke, livsbringende Væld, der strømmede fra ham, vil forstaa mig, naar jeg siger, at det var en Lykke at være Nerudas Elev. Thi han var „Lysbringeren“ fremfor alle. Dette er imidlertid kun timet et relativt Faatal af os, og jeg skal derfor ikke her dvæle ved det. I Offentligheden derimod kender vi ham alle. Født var han til Fører. Men det allermeste af hans Liv gik hen med at han viste disse Egenskaber kun i Kammermusikens lille Verden, altsaa i smaa Kredse; og inden han naaede sin offent­ lige Virksomhed, Dirigentvirksomheden, var han alt over sit Livs Middagshøjde. Men saa var det ogsaa selvsagt for alle, at Neruda var den Mand, vi trængte til. Her viste det sig allerbedst, hvor fast han sad i den offentlige Bevidsthed. Han havde nemlig, dengang Kaldet lød til ham som Orkester­ dirigent, endnu aldrig aflagt nogen praktisk Prøve som saadan. Alligevel var der ikke hos Nogen Skygge af Tvivl om at N eruda var Manden her. Første Gang kaldtes der paa ham, da P aulli 1883 havde nedlagt sin hæderkronede Taktstok i det kgl. Kapel. Her vilde for N eruda ligge en ny, ærefuld Livsopgave som Operaens nye Fører, en Stilling, som ogsaa vilde gøre ham økonomisk betrygget. Og hvor fristende vilde det ikke være at føre Taktstokken der, hvor han selv engang havde virket nede i Geledderne. Men N eruda vilde alligevel ikke; selv mange Opfordringer, ja Overtalelser, bragte ham ikke til at vakle. Hvorfor? Var det det trælsomme, ufri i denne Teatervirksomhed, der skræmmede ham, eller var det Tanken om at opgive sit fri, ubundne Kunstnerliv, ogsaa det ude i den store Verden ved Søsteren Wilmas Side? Vi véd det ikke. Men da Kaldet anden Gang — ligesaa selvfølge