Kammermusikforeningen_1868-1918

10 —

—

ligt — lød til ham, tog han imod det. Han blev Niels W. Gades Efterfølger paa Tronen i „Musikforeningen“ 1892. Det blev hans vanskelige Opgave her at føre de store klassiske Traditioner fra Gades Tid videre frem for en ny Tidsalder, men dette tillige under vagtsom Agtpaagivenhed for hvad denne vor egen Tid havde skabt af nye Kunstværdier, en Dobbeltopgave, han løste med en Energi, en Intelligens og et Kunstnersind, som aldrig trættedes indtil Døden pludselig ramte ham. Her paa dette Sted ser vi dog først og fremmest F ranz N eruda som Stifter af „ Kammermusikforeningen “. Denne Forening er et ægte Barn af hans kunstneriske Ingenium, et Udslag af det dybeste i hans Personlighed, hans ideale Musik­ natur, der følte det som en Lyst og Fryd at tjene Kunsten med al sin Kraft og hele sit Væsen uden at forlange noget for sig selv. Og saa stærk og tændende var hans kunstne­ riske Sind og Villie, at det gik som en Leg for ham at samle om sig en Kreds af de Allerbedste, som Uge efter Uge dyrkede Kammermusikens intime Kunst for en bestan­ digt voksende Skare af Tilhørere uden at kræve mere for sig selv end netop den Glæde at naa til den ypperste For­ tolkning af Litteraturens udødelige Mesterværker! Saaledes blev „Kammermusikforeningen“ til for halvhundrede Aar til­ bage. At det netop blev Neruda der skabte denne Forening og i sjælden Grad skabte Lys og Fremgang for den paa dens Vej, hænger sammen med den høje Idealitet, deriblandt ogsaa det uselviske, som prægede hans hele Person. Kammer­ musiken er jo i og for sig den mest ideale Form for musi­ kalsk Fremstilling, fordi den afstrejfer alt det egentlig „solis