JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

20 Frugtbuske, medens en til den tidligere Anneksgaard i Eskil - strup hørende Skov paa 10 Td. L. fremdeles yder Brændsel over Husbehov. I gode Tider, som da Dalhoff kom hertil, var det jo en hel Herlighed; senere, i Ufredsaarene og deres Efter­ smæk, da Kornet ikke kunde sælges og Skatterne næppe be­ tales, blev det jo en anden Sag. I Ønslev Præstegaard fødtes Mortensdag den I lt e Novem­ ber 1800 Præstefolkenes næstyngste Søn, J ø r g e n B a lt h a s a r D a l ­ h o ff, hvorom denne Bog handler. Siden fik de deres eneste Datter Margrethe Elisabeth, f. 17. Nov. 1804, og Sønnen Herlov, f. 12. Sept. 1806. Det Sognekald, Præsten overtog i Maj Maaned 1799, be­ holdt han til sin Død 29. August 1827. Her havde han sit Livs Hovedvirke, og det var mangfoldigt. Den »praktiske« Side af en Sognepræsts Gerning, som man dengang baade fra oven og fra neden tillagde megen Betydning, magtede han godt og vil­ ligt, selv om han kunde skemte lidt med nogle af de mange Reformer, Tiden yndede. Man udsatte Præmier for at indgærde alle Marker med levende Hegn; den Dag kommer vel, mente han, da man sætter Præmier for at tage dem bort igen! Hans Gaard- og Havebrug har nok kunnet tjene til Mønster, og mange Slags Raad er der hentet hos ham baade i timelig og aandelig Nød. Af hvad Art de har været, kan man sikkert slutte af, hvad han roser hos sin Ven, Købmand Chr. Sidenius, over hvis Grav han i 1825 holdt en Tale, hvortil vi endnu har Opskriften. Han priser Vennen for, at han altid vandrede sin Vej saa lige­ frem og kaldte hver Ting ved sit rette Navn; hans Ja og hans Nej galdt mere end manges Forsikringer og dyreste Eder; og naar han blev spurgt til Raads, hørtes han aldrig raade til Kiv og Trætte, men altid til Fred og Forsonlighed, og hans sunde, naturlige Følelse for det sande, det rette, det gode lod vist ingen fortryde, at han havde henvendt sig til ham eller fulgt hans Raad1). Præsten selv førte da ogsaa i hele sit Liv kun een Proces2), som han vistnok tabte — ligesom siden hans Søn. ') Talen er holdt i Tiltaleform, som jo ikke falder os rigtigt naturlig, skønt den vel ogsaa nu stundum høres brugt. 2) Med Stamhusbesidder Grandjean, med hvem han dog siden, som han skriver, »blev Perlevenner«.