JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

21 Sin aandelige Gerning røgtede Præsten samvittighedsfuldt efter bedste Overbevisning. Hans Søn har mange Aar efter hørt hans gode Eftermæle blandt Sognets Beboere. Særlig lag­ des der Vægt paa, at han ved hver Barnedaab holdt en Tale til Forældre og Faddere, hvori han frimodigt og hjerteligt lagde dem Opdragelsens Ansvar paa Hjerte. En gammel Indsidder har fortalt den nuværende Sognepræst i Ønslev, Provst Meu- lengracht, at D. engang paa Prædikestolen havde sagt, idet han pegede ned paa Menigheden: »Naar I er vrede, kan I ikke styre

Ønslev Præstegaard; i Midten en Træsøjle med en Blomstervase paa Toppen og Slyngplanter om Stammen. eder selv!« hvortil Vidnet tilføjede: »Det kunde Præsten heller ikke.« Formodenlig har han selv set, maaske erfaret dennes Heftighed. Men skulde en Præst aldrig paapege de Fejl, han selv kan være tilbøjelig til, fik han vel ikke meget at sige. — Det samme Vidne heretter, at den gamle Præst — og vistnok til sin Dødsdag — gik i den gamle Tids pyntelige Dragt: Knæ­ bukser med Kvast, sorte Silkestrømper og Spændesko, og saa- ledes vandrede han, som den gode Fodgænger han var, i Reg­ len om Søndagen til sin Annekskirke. At han var »skrap (o: duelig) til at prædike«, huskede hint Ørenvidne. Allerede medens han var »Hører« i Vordingborg,