JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

6 faaet Malurt blandet i sin Digterlykke ved Stifsønnen Jakob Worm, Rector scholæ i samme berømmelige Købstad, ham der siden blev dømt fra Livet for en Nidvise, men foreløbig uhin­ dret kunde drille sin Stiffader og Sognepræst ved poetiske Stik­ lerier til hans Paryk — her blev altsaa Parymagersvendens Søn ærgret til Døde i Strid med en anden Kaldsfælle, rimeligvis den residerende Kapellan Bødtker1). Det maa dog ikke fordølges, at han fik en anden Trætte med en Møller, der, som han klager, »skaffede ham Ulempe og Bekymring paa hans Sygeseng og i hans store Svaghed«, og at han ogsaa i Horsens var usams med Hospitalsforstanderen, hvad der, efter en Bemærkning andet Steds af hans Søn, var Medaarsag til, at han søgte bort derfra. Han blev begravet under Koret i Slangerup Kirke, hvor hans Navn er malet paa Væggen. Udover Herlov I fører ingen saa sikre eller kendelige Spor. Det vil næppe være let at finde ud af, i hvilket Forhold de ikke faa af Navnet Dalhoff — Dalhof og Dahlhof kan det ogsaa skrives om samme Person, ja selve Slangerup-Præsten skriver det i Kirkebogen snart med 1, snart med 2 f’er — har staaet til hverandre, selv hvor de naaede noget højere op i Samfundet som Falck Lauridsen D., der blev Borgmester i Carlshamn i Skaane, og Daniel Jurgensen D., Student fra Viborg 1634 og senere Præst. Sandsynligst er det vel, at Ætten tilsidst stammer fra Westphalen, hvor Navnet, netop saaledes stavet og udtalt (med kort a), ingenlunde er sjældent, og hvor man ikke be­ høver, som en Professor i Berlin gjorde, da han skulde ind­ skrive J. B. Dalhoff ved Akademiet, at oversætte det til Thal- hoff. B e d s t e f a d e r e n . At Slangeruppræstens Søn H e r l o v ikke blev andet end Degn, laa ikke i særlig smaa Kaar, som ellers kan hindre saa mangen Præsteenkes Børn. Ikke at tale om den Gaard paa Søndergade i Horsens, som hans Fader synes at have arvet efter sin Moder, der formodenlig igen har arvet den mod Slutnin-

x) Denne Oplysning med flere skyldes Provst Hansen i Ramløse.