JørgenBalthasarDalhoff_1915_I

7 gen af sin Levetid, flyttede hun efter Mandens Død til Frede­ riksborg, hvor hun fandt nødtørftig Støtte først hos sin Fader, den gamle Stutemester Schæfer og derpaa af sin Broder Over­ berider Peder Schæfer, der siden fik sin Faders Embede ved Stuteriet. Nej, Aarsagen dertil maa vel søges i den Blanding af Uheld, Selvskyld og Forurettelse, der kan avle mest Bitterhed i et Sind, især naar Virkningen deraf ses som et væsenlig for­ spildt Liv. Thi en Degn dengang var hverken Fugl eller Fisk. Flan hørte til Gejstligheden og var dog ikke ordineret, havde ingen Bet til at prædike, uden Præsten bad ham derom; men han var heller ikke egenlig Lærer, endskønt han var Kirke­ sanger. Det var ikke vanskeligt for en Holberg at karikere ham i Per Degn, der har saa god Tid til at gaa om og snapse hos Bønderne, medens han holder dem nede med sine latinske Brok­ ker og egenlig kun interesserer sig for at »forbedre Kaldet«. At Herlov Dalhoff ikke fattedes Begreb, mærkedes klart nok paa, hvad han siden har skrevet. Hans hurtige og ofte hvasse Vid har sikkert allerede ytret sig mellem Kammeraterne i Frederiksborg Skole. Hans Sangstemme skaffede ham Plads som »2den Discantist« ved Opførelsen af latinske Sange i Slots­ kirken paa de store Helligaftener; — til daglig Brug ledede han Sangen, og det morede ham at udvide sine Sprogkundskaber, naar han hentede Salmenumrene hos den tyske Slotspræst. Et godt Bryst viste han ogsaa, da han rendte omkap med Geheime- raad Fr. Grams seks Hopper fra Frederiksborg til Fredensborg, og de ikke kunde løbe fra ham, skønt Geheimeraaden flere Gange gav Ordre ud af Karethen, at Kusken skulde køre til. Han fik da, sammen med et bebrejdende Ord, en Dukat i Præ­ mie, hvad han ogsaa opnaaede af den samme Haand en anden Gang ved i en halv Time at »kujonere en gal og mandholm1) Tyr, som ingen turde komme nær«; han holdt den i Halen og slap ikke Grebet, trods alt hvad den løb og sprang og snur­ rede rundt. Meningen med hint Kapløb var, at den fornemme og formaaende Mand »skulde recommandere mig til kongelig Løber« — et underligt Maal for en Latinskolediscipel, skulde man synes. Men Forklaringen udebliver ikke: »Man tvang

x) Eller mandolm , saa rasende, at den bliver farlig for Mennesker.