JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

415

K læ d er — h v a d g a n sk e v ist sk e te sjæ ld en t, o g sa a fo r d i h a n sta d ig tæ n k te p a a D ø d sm u lig h e d e n . Den lange A rbejdsdag næ rm ede sig ogsaa sin Ende. Men selv denne Afslutning h a r sine karakterbetegnende Om skiftel­ ser, som følgende B revuddrag vil vise: »30. J a n u a r 1890. Kære Nicolai! Jeg skal bede fra Fader, om Du ikke kunde komm e til h am i Løbet af Dagen. Han ligger i Sengen, h a r ikke ondt noget Sted, men er meget træ t og svag; n u h a r h an faaet den Idé, at Du endelig skal komme, og derfor skriver je g . . . . « »3. F eb r. 1890. Kære N. Jeg vil blot underrette Dig om, at F ad er i Dag pludselig h a r ombestem t sig og er staaet op efter F ro ko st og er bleven oppe hele Dagen. Han stod i over en Time og snedkererede m ed sin Servanteskuffe, og bagefter m a r­ cherede h an op og ned i Stuen, saa det løb mig koldt ned ad Ryggen; det varede lige til Middag. I Aften h a r h an rodet i gam le P ap ire r og un de rho ld t sig med K a p ta in e n x) med sin gam le Gemytlighed. I Søndags og de and re Dage vilde han p a rto u t dø; h an vilde ikke nyde noget Maaltid mere oppe, fo r­ talte h an Kl. 6K i Gaar Aftes, og lidt efter stod h an op og blev oppe til 10. Hans H at var hos Hattem ageren, den hentede E lisa i Form iddags; den var ble ven som ny, saa hun sagde, h an var nød t til at slide den op; det syntes h an med, og derefter stod han op og gik m ed H atten paa i Stuen og spurgte, om han ikke var fin n u . . . . « Altsaa, Torsdag 30. Jan . ligger h an i Sengen, m at og træ t, og lader sin Søn kalde som til et sidste Besøg. Ogsaa de føl­ gende Dage, F redag, Lørdag og det meste af Søndagen, venter h an Døden og vil ikke m ere nyde noget Maaltid oppe. Men Søndag Aften »ombestem te h an sig«, spiser og bliver oppe til sædvanlig Sengetid. Og Mandagen den 3. Febr. staa r h an op efter F roko st, arbejder, spekulerer, spadserer og konverserer — »med sin gam le Gemytlighed«. E r det virkelig selve Døden, h an saaledes kan ombestemme sig med? Aa ja, han kunde leve og h a n kunde dø, fordi h an kendte og ejede et varigt Liv.

x) Kapt. Raabye, Kasserer ved Hvile- og Rekreationshjemmet for Kvin­ der, hvis Sekretær D.’s yngste Datter var.