JørgenBalthasarDalhoff_1915-16_II

409 Ungdommen nemm er, m an i A lderdommen ej glemmer. Som dygtig og passioneret Nøddeplukker havde h an altid overgaaet sine Børn. Ikke m in d re mæ rkeligt var det dog, at h an paa Udstillingen i 1888 kunde gaa sin Søn træ t ved i Timevis at føre h am om ­ kring og vise h am de m est tiltrækkende Seværdigheder baade inde i Bygningerne og paa det vid tstrak te Jordsm on. »Nu kan jeg sn a rt ikke mere!« lød det i den unge, før den gamle holdt op. Hvilken Energi! m en h an var ogsaa en rigtig Udstillings­ mand, og denne Udstilling efter Ph ilip Schous Idé, med Kunst­ indu strien som et H oved fonnaal, bl. a. ogsaa ved udsøgte Gen­ stande fra Ru sland og de and re Lande, hvorm ed vi gennem vort Kongehus havde indflydelsesrige Forbindelser, m aatte sær­ lig være efter han s Smag. Og dog var h an lige saa interesseret i Skovbrug, Havevæsen og mangfoldige and re Afdelinger, ikke at tale om Maskinerne, i hvilke h an saa mere end noget dødt, nej levendegjorte T anker. At selv Kæm pekræ fter og Kæmpevilje kan bøjes af Alder og Sygdom, ser vi dog af følgende Brev fra samme Aar (21/io 88 ), skrevet af han s yngste Datter til hendes Broder, som da var paa Em bedsrejse i Jy lland : »Kun et P a r Ord for at lade Dig vide, at F ader h a r været en lille T u r nu, saa a t der vel ingen foreløbig F are er paa Færde. Det saa rigtignok galt ud denne Gang, og vi troede saa- mænd ikke, h an var komm en over det; Stemmen h a r været helt borte, m en nu begynder den a t komme igen, enkelte Ord kan h an sige; m en n a a r h an vil fortælle noget, slaar det fejl. Det var d rø jt de første Dage; th i da græd han, hver Gang han ikke kunde ud try k k e sig; n u h a r h an vænnet sig noget dertil, saa han sm iler stundum , n a a r h an ikke kan faa Ordene frem. Synet h a r lidt, saa at h an ikke kan se at læse mere; men da han h a r væ ret saa afk ræ ftet, er det jo muligt, at ogsaa det fo r­ tager sig lidt; h an siger, at læse kan han nok se til, men kan ikke opfatte, hvad h an læser. Det er jo kedeligt at sjokke om hele Dagen, sove, spise, d rikke; men det kunde jo være blevet meget væ rre; vi er glade og taknemm elige for, som det gik; D alhoff. 27