IstedgadeOvergiverSigAldrig

14

delige Stemning i Gaden fra deres Rapportører, som endnu ikke var trængt ned under Kvarterets Hud. Tyskerne var nok klare over, a t Istedgade burde „kæmmes“, men hvor skulde man begynde, og hvor skulde man ende? Det er ikke saadan a t lede efter Knappenaale i et Hølæs. Fø rst senere kom man ind paa den Tanke a t brænde hele Hølæsset af, hvilket dog heldigvis ikke kom til Udførelse.

Plakat-Demonstrationer og illegal Læsning.

Mens ikke saa meget som en Hvisken hørtes fra de Bag­ lokaler, hvor man lagde Raad op mod Tyskerne eller paa anden Maade arbejdede illegalt, saa bar Kvarterets almin­ delige Beboere ikke paa deres Indstilling som en Hemme­ lighed. Tværtimod snakkede de frisk fra Leveren. Hvad Ungdommen angik, saa var den ikke bange for a t give noget skriftligt fra sig. Paa alle Mure og Vægge stod der Injurier mod Erobrerfolket og mod den Ideologi, det repræ­ senterede. Saaledes stod der paa Plankeværket i en Passage skrevet med Kridt et vældigt Hagekors og tværs over dette følgende Tekst: Pissemyrernes Fagforening. Det var, naar man brugte Køllen. Men man kunde saa sandelig ogsaa bruge Fleuretten, hvilket følgende P lakat opslaaet en Morgen paa en Aviskiosks Tavle vidner om. Øverst havde en Køllesvinger med Blaakridt skrevet: „Gid Fanden havde H itler!“ Nedenunder havde en Fleuretfægter repliceret med Blyant: „Jeg vil ikke eje ham,“ signeret „Fanden“. Ligesom et Stykke Sukker er omsværmet af Bier, saaledes var der stadig Besøg ved Plakaten. Da Kunderne lykønskede Kioskejeren med den gode Idé, blev Manden forfærdet, men turde ikke fjerne Plakaten efter den Hold­ ning, Folk udenfor Forretningen indtog. Saa maatte det gaa,