IstedgadeOvergiverSigAldrig
15
som det kunde. En Betjent kiggede i Forbifarten paa det, de andre kiggede paa og forlod Stedet med et skævt Smil uden a t foretage sig noget. Det kunde tids nok ske efter Tyskernes Ordre. Siden den 9. April havde Aviserne nydt saare lidt An seelse. „De sprang efter Tyskernes Pibe, og der stod det samme i dem allesammen.“ De rent tyske Meddelelser blev gennemgaaende behandlet lige som Tyskerne selv, man sprang dem over, gav dem den kolde Skulder. Disse Medde lelser var dog ofte et Studium værd, fordi de i deres ubehæn dige Affattelse røbede et og andet. Det forstod den illegale Presse, og over denne fik Publikum sin egentlige Oriente ring. De maskinskrevne Ark blev pløjet igennem fra første til sidste Linie og troet som Guld. Alt taget i Betragtning var Meddelelserne ogsaa forbløffende korrekte. Cirkula tions-Opfordringen til Publikum blev promte fulgt. Ingen holdt sig tilbage af F rygt for a t komme i Fedtefadet. Den sidste Læser i Kæden modtog ofte kun nogle Laser plettet af snavsede Fingre og Kaffesurrogat. Men først og frem mest orienteredes Folk af den dansk-engelske Radio. Yder mere aflyttede gamle sprogkyndige Sailors, hvad der fore kom paa Engelsk, og lod omgaaende Nyhederne gaa videre. Som Ild i tø rt Græs udbredtes de over hele Kvarteret. Den 11. Maj gik det fra Mund til Mund med uskrømtet Begejstring: — Nu er vi ogsaa kommen med! En Repræsentant for General Eisenhower havde i Radioen sagt, a t Danmark herefter skulde behandles som Allieret paa Grund af sin Modstandsvilje. Det var en stor Dag ikke mindst for dem, der var tilknyttet Modstandsbevægelsen. Sabotagen var dermed „legaliseret“.
Made with FlippingBook