IndustriforeningenIKjøbenhavn_1838-1888
— 9o — ere langt dyrere her i Staden end andensteds i Riget.« »Da behøves der kun,« hedder det sluttelig, »at nogle Penge- mænd forene sig eller at et Aktieselskab bliver oprettet i den Anledning for at bringe hele den kjøbenhavnske Haand- værksstand til at trælle for disse Spekulanter.« Saa skarpe Udtryk fordrede Gjensvar, og i Industriforeningens Skrivelser om Sagen til den kgl. Fabrikdirektør gaar det stærkt ud over Lavene, »som i enhver Forandring, ethvert Fremskridt se et Spøgelse, der truer dem og deres Kaste,« deres mang foldige K lager »ere som oftest kun et U d tryk for Brødnid og i ethvert Tilfælde lige saa ugrundede, som om Haand- værkerne i Kjøbenhavn vilde klage over Haandværkerne paa Kristianshavn eller de, der boede paa K jøbmagergade over dem, der boede i Slippen, fordi Boligerne paa Kristians havn og i Slippen vel ere billigere end paa store K jøb magergade.« Som tidligere nævnt blev Privilegiet ikke begrænset efter Haandværkerforeningens Ønske, men det blev rigtig nok heller ingensinde gjennemført a f Industriforeningen, hvad der imidlertid kun skyldtes Tidsomstændighederne og ingen Principforandring. D et var ingen Tilfældighed, at Over- avditør Otto Muller, der senere fik en saa afgjorende Ind flydelse paa Næringsfrihedens Indførelse her i Landet, paa den T id var Repræsentant i Industriforeningen og herved kom til at koncipere dennes sidste Skrivelse om Basar privilegiet til Fabrikdirektøren. Schweitz’s frie industrielle Udvikling var ikke for Intet endog to Gange fremstillet i Foreningens Tidsskrift som et Exempel til E fterfølgelse*, og
* Industriforeningens Tidende, I, 1838— 39, S. 130 flg; do. Kvartals beretninger, IV, 1844, S. 33 flg.
Made with FlippingBook