IndustriforeningenIKjøbenhavn_1838-1888

gi

—

—

den Betænkning, som Bogholder Hellmann i 1845 afgav om Industriforholdene i Sverige, er et i flere Retninger vejledende Ak tstykke. Han ser med Foragt ned paa den daværende »Svenska Industriforeningen« i Stokholm, der byggede paa »det demoraliserende Princip«, som ligger i Prohibitivsystemet og en kras Lavstvang. Den daværende svenske Haand- værkerstand var, som han siger, »født under Forbud og T van g og opammet ved Forestillingen om disses Uundværlighed for Standen og om deres Nødvendighed til dens Velvære.« Naar saadanne Udtalelser kunde skrives til Industri­ foreningen, er det selvfølgelig, at en Lavshaandværker ikke kunde staa i Spidsen for den, og naar Nogen herimod vil gjore gjældende, at J. G Schwartz just paa den T id var Foreningens Formand, maa det erindres, at han ikke var Trædrejer men Kunstdrejer, ikke Lavshaandværker men »Kunstner«. Schwartz havde i 1816 sammen med K jøb en ­ havns 20 andre Kunstdrejere med Selvfølelse udtalt, at det vilde være lige saa unaturligt at indlemme ham og hans K olleger i Trædrejerlavet som at indlemme Landskabsmalerne i M alerlavet! Den merkantile Periode endte altsaa i god Overensstemmelse med Foreningens hidtil værende Formands- praxis, og det blev mærkeligt nok forst den Periode, som vi nu skulle gaa over til at skildre, der i denne Henseende paa en vis Maade brød Traditionen. D et var fire p o ly tek ­ niske Kandidater, der i Aarene fra 1847 til 1857 vare Fo r­ eningens Formænd, men den ene a f dem var samtidig L a v s­ mester. Som vi nedenfor skulle se, kan der dog ikke lægges Væ g t her paa, hvad det kommer an paa er, at det nu var den polytekniske Indflydelse, som hejsede F laget. Den var tilstede strax ved Foreningens Stiftelse, Forch-