HolgerBegtrupsLevned_I

49

de —«, som va r den første Sang, jeg lærte a t synge nogen­ lunde rigtigt. Især gik det mig til Marv og Ben, naar det lø d : De saae jeg var Holger Danske Og ingen formummet Skælm! Det blev en Æressag for mig a t være en rigtig dansk Dreng, som kunde svare til det store Navn. Det and et Navn, »Christian«, mindede mig om min Kri­ stendom. Og skønt jeg i m it senere Liv ikke bruger det til Daglig, saa har jeg altid i m it H jerte ønsket a t kunne bære det med R ette. Tante Christiane følte jeg mig i Barndommen særlig kn y t­ tet til. Hun kom ti t sammen med T an te Frederikke paa lange Besøg i B irkerød, og da klyngede vi Børn os til hende, fordi hun v a r saa god til a t fortælle for os. Hun var ellers hverken saa smuk eller saa mild som sin Søster. Der var noget tø rt, hengem t Lærerindevæsen over hendes Person. Dertil kom, a t hun va r næsten blind af »den graa Stær«. Men naar hun fik os ved Haanden og under vores Vejled­ ning spaserede ru n d t i den store Have, helt ned i »Lunden«, ja, saa fortalte hun, saa vi hang ved hendes Læber. Det var mest moralske H istorier fra det 18. Aarhundredes tyske og franske L ite ra tu r. De handlede gerne om ellers dydige Børn, der ved Ulydighed kom paa Afveje, men som kom hjem igen efter a t have fo rtru d t deres Letsindighed. Disse Historier var lovlig pædagogiske, men i hendes Mund blev de til levende Ord for mig. Vi ly ttede spændt, og jeg kan endnu se hendes markerede Ansigt med de stirrende Øjne, naar det hed: »Nu blev Herm ann gromme bange, han kunde slet inte mer finde Vej, og det var bæ lgmørkt omkring ham i den store Skov.« Emma Hagenstrøm , som holdt Huen ved min Daab, fik jeg endnu mere a t gøre med til Daglig, da hun boede sam­ men med sin Mor og sine ugifte Søskende i Birkerød. Hun Holger Begtrups Levned. 4