HjemmetsRaadgiver

— 147 — man at tilsætte Lud og Salt, hvoraf der saa bag­ efter ved Tilsætning af den øvrige Lud, efter Maa- let paa den allerede anvendte Mængde, maa tilsæt­ tes saa meget mindre. Man maa altsaa vogte sig for at tilsætte for meget Kogesalt. Har nu Sæben dannet sig saaledes, at den vel kan smøres, men ikke synes fedtet, saa fyldes den i et passende Kar, for at Luden kan udskilles. Synes Forbindelsen endnu for fedtet, saa tilsættes der endnu noget af den, som er bestemt til Færdigkogningen, tilligemed det tilbørlige Salt, indtil Fedtetheden aldeles er for­ svunden, Der hører kun ringe Øvelse til at kunne bedømme dette, og der er altid den Fordel derved, at der ikke bruges for megen Lud til Færdigkog­ ningen i Kedlen, da Sæben stiger meget ved denne Efterkogning. Ved Færdigkogningen skilles Sæben fra Luden, denne fjernes, og i den rensede Kedel kommes 1/3 af den tilbageblevne Lud, som bringes til Kogning, hvorpaa Sæben tilsættes lidt efter lidt. Det sidste sker, for at der ikke skal dannes Sæbelim, hvorfor der ogsaa afvekslende blandes Lud og Salt deri. Man maa undgaa, at der kommer Skum paa Luden, ved at fylde den forsigtigt deri, og der maa drages Omsorg for, at Sæben vel koger, men at det sker saa smaat som mulig. Naar alt nu er foregaaet i den nævnte Orden, naar Lud og Salt er tilsat i det samme Forhold som ved Forkogningen vil det snart vise sig, at Sæben har antaget sværere Beskaffenhed. Kommer man forsøgsvis nogen Sæbe fra Kedlen paa en kold Genstand, et Stykke Glas, Sten eller lignende, saa bliver den straks fast; trykker man 10 *