HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_V

266

Gordon Norrie timer for med modent overlæg at kunne afgive en be­ tænkning, som var rigtig og uigendrivelig. Han var sejg og stædig og kunne derfor ofte til sidst trumfe sin vilje igennem. Ligesom Løvenørn viste han den største omhu for hærens personel i stort og småt, og han vandt derfor hurtigt den samme tillid og hengivenhed, som hans for­ gænger havde nydt i så høj grad. Efter Den store nordiske Krig var hæren bleven for­ sømt, først af økonomiske grunde, derefter af vor sæd­ vanlige laden stå til. 1733 måtte vi afgive et korps, der i to år kæmpede ved Rhin-strømmen under prins Eugen, og det havde derved vist sig, at næsten alt fra heste og våben til uniformer måtte fornyes, men krigsskueplad­ sen lå langt væk, så det gjorde ikke videre indtryk. 1738 kom vi pludselig på kant med Storbritannien-Hannover om det lille amt Steinhorst på grænsen til Lauenborg. Da begivenhederne udviklede sig meget truende, blev kongen og konceillet forskrækkede, og man begyndte at bringe hæren på fode igen. Men faren drev over, og da Løven­ ørn tilmed døde, blev den kostbare oprustning skubbet til side. Sagen var imidlertid ikke opgivet fra de højere office­ rers side. Allerede inden Løvenørns død kom et indlæg, der tillægges den bekendte ryttergeneral Amthor, og tid­ ligt i 1740 kom et andet, der almindelig omtales som Ge­ neral Pretoria militärische Gedancken.2 Han søgte heri at finde frem til årsagerne til hærens svagheder, først og fremmest det upålidelige mandskab. Den stående hær bestod udelukkende af hvervede folk, og da man ikke ville berøve landbrug, håndværk og han­ del deres brugelige karle, måtte man søge dem i udlan­ det, særlig i Tyskland. De havde svært ved at komme på en god fod med befolkningen. Dels var de fremmede, dels var de selv og vel især deres koner ikke til at stole på, dels søgte de at tjene en ekstra skilling i deres hånd