HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_III
Vor første nordiske ballet 429 lertid ikke formaar at betvinge sin nye kærlighed, prøver hun i ubændigt raseri at gennembore ham med sit spyd, men den ædle Thora kaster sig foran og modtager i ste det for det dræbende stød. Pram tilstaar selv, at han ikke har holdt sig slavisk til Saxos fortælling, hvad der efter hans mening dog næppe kan „fornærme den historiske Sandhed“.10 Det er saaledes digterens egen opfindelse, at Lagertha opsøger sin utaknemmelige ægtefælle hos He- roth, og det samme gælder slutningen, for hos Saxo be rettes der om Thora, at hun skænkede Regnar mange børn og „døde af en hidsig Sygdom, hvilket voldte ham, som elskede hende højt, overordentlig bitter Sorg“. I vir keligheden blev den stærke og blodige sagafortælling betydelig mildnet og forlenet med den taarevædede sen timentalitet, som kendetegner de skønne følelsers tid. Paa teatret gik alle med ildhu ind for at yde det bedst mulige. Schall havde komponeret en baade dramatisk bevæget og iørefaldende musik; man lyttede betaget og fandt, at den gav et storladent udtryk for gammel nor disk heltekraft.11 Mindst lige saa gribende virkede det drama, der oprulledes paa scenen, hvor ballettens hoved kræfter fejrede triumfer. Den fremragende danser, franskmanden Antoine Bournonville, iøvrigt elev af selve Noverre, spillede Regnar som en „sand nordisk Helt“. Hans søn, den berømte August Bournonville, kal der præstationen „imponerende“ og fortæller, at han til lige havde „en væsentlig Deel i den choreographiske Ud- arbeidelse saavelsom i de forskjellige Ridderspil“. Den udmærkede fremstillerinde af balletternes store tragiske figurer, mad. Bjørn, kunne som Lagertha rigtig vise sin „imposante og dog saa quindelige Figur“, medens den dygtige, franskfødte jfr. Birouste gav den blide Thora al sin ynde og charme, ligesom ogsaa kong Heroth var i de bedste hænder hos svenskeren Carl Dahlen.12 En yder ligere attraktion fik forestillingen, da Thoras parti noget
Made with FlippingBook