HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_III

Christian IV’s tugt- og børnehus 2 6 3 måtte den verdslige magt gribe regulerende ind på et felt, der hidtil havde været kirkens eget. Den kirkelige fattigforsorgs sammenbrud ved reformationen forvær­ rede forholdene yderligere. Den efterreformatoriske fattiglovgivning, der inde­ holdes i de københavnske recesser 1536 og 1537, kirke- ordinansen 1539 og koldingske reces 1558, og som i alt væsentligt bygger på Kristiern II’s love, delte betlerne i to grupper: de værdigt trængende, d. v. s. syge, gamle og invalider, hvis retfærdige krav om alm isse burde nyde myndighedernes støtte, og de uværdige, løsgængere og asociale, der ikke skulle hjælpes, men tvinges til ved hæderligt arbejde at forsørge sig selv. Fattiglovgivningens principper var sunde, over for de „rette alm isselemmer“ tillige humane og omsorgsfulde. Men bestemmelserne var for omstændelige og stillede krav, som en uudviklet administration og en befolkning, der var vant til snarere at overtræde end at overholde statspåbud, umuligt kunne honorere. Trods alle strenge forbud var der næsten altid en bid brød og natteleje til landevejenes farende folk. Om end befolkningens holdning bidrog til at svække kampen mod løsgængerne, så er det dog den omstøbning af samfundet, der fulgte i prisrevolutionens kølvand, der må bære hovedansvaret for den voldsomme tilgang til de subsistensløses skarer, der fandt sted i sidste halvdel a f 16. og første halvdel af 17. århundrede. Under pres af herregårdsbyggeriet og omlægningen til hovedgårds­ drift, der øgede hoveriet stærkt og reducerede bøndernes jorder, desuden ramt af inisvækstårenes katastrofer og lokket af den opgangsperiode, som byerne var inde i, søgte mange fra landet ind til købstæderne. Det hændte endda ikke sjældent, at fattige bønder, knuget af armod og hoveri, brændte deres huse af, „på det at de deraf