HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Flemming Dahl

3 1 4

dre å r dets gådefulde sfinks, dets tavse tænker. Vel fø l­ ger h an opmæ rksom t debattens gang, men h a n tier; m indst av alt fa lde r det h am ind at handle. Th i alt i alt er han s tro på livet fo r længst borte, grund fæ stet dær- imod hans tvivl om lykken. Denne tvivl er ubestridelig et gammelt og indg roet træ k i hans k a rak te r. E fter Schovelin ’s mening h an s inderste og oprindeligste hemmelighed, efter m i n opfattelse n o ­ get senere fremvokset. Avlet ganske visst i et m edfødt n a ­ tu ran læ g på godt og ondt, frem h ju lp e t m åske ved tanken på faderens overraskende tidlige død (1814) — den, der kny ttede m oder og søn dobbelt næ r til h inanden — , men i hvert fa ld fø rst avgørende b ru d t igennem og h am selv fu ld t bevidst, da h an gør sig k lart, at han s livs store kæ r­ lighed er uden håb. P å sin 25 års fødselsdag (14. oktober 1837), som Andræ fe jre r alene i Paris, forsøger h an for engangs skyld sin lykke i h azard salonen »Frascati« i Palais-Royal; »men m in sædvanlige Mangel p a a Held i flere Fo retagender und lod ikke at følge m ig«1). F o r den geniale m atem atiker, der h a r g jort s a n d s y n l i g h e d s ­ b e r e g n i n g e n til et speciale — et arsenal, h v o rfra h an gang på gang hen ter sine våben i sit fo rsva r fo r fo rho ld s­ talsvalgm åden — bliver t i l f æ l d i g h e d s m o m e n t e t et problem av skæbnesvanger betydning. Ikke ved u d ­ regningen av valg resu ltater, th i dæ r spiller det en så ringe rolle, at det ku n k an karak teriseres ved astrono ­ m isk m inim ale tal. Men vel i det levende liv, i politikken, den ind re som den ydre, allerm est vel her. Og netop dette irrationelle er det, som h an h ad e r og frygter, dette gan ­ ske uberegnelige, der h a r kun n e t om styrte selv et så genialt bygvæ rk som fæ llesforfatningen, som h a n med b Brev fra Andræ til hans m oder 28. okt. 1837 (»C. G. Andræ«, II, s. 53). Sml. dagbogsnotits av 1. jan. 1836: »Naar Alt saaledes viser sig i Rosenskjær, kan jeg dog ikke frigøre m ig for den Ængstelse, at det sidste Aars uventede Lykke atter kan blive fulgt af et Omslag til det Onde . . . . « (sst., III, s. 109).