HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Det Andræ-Heiberg’ske Venskab

3 1 3

Tlii sådan ligger landet. Den skarpsindige statsm and, hvis sjæ ldne k larb lik oftest ævnede at se sikkert gennem frem tidens tågeslør, og som i regelen længe før nogen a n ­ den varslede det optrækkende uvejr, nøjedes med ved sin skånselsløse k ritik at jævne sine modstanderes væ rker med jorden, men nægtede bestandig — (1858, 1863—64, 1865—66, 1870, 1874— 75) — selv at vise sine landsmænd m ål og vej. »Min Tid er endnu ikke kommen«, blev hans m undheld ; men ø n s k e d e h a n e g e n t l i g , a t d e n s k u l d e k o m m e ? H an vilde »hverken lede eller lade sig lede«, ikke m ere »gjøre Gavn«, d. v. s. overtage det politiske fø rerskab herhjemm e. Med S trindberg kunde h an have sagt: Ikke efter fru Heiberg’s og Krieger’s mening, n å r talen er om statskunsten. Oprindelig vel næppe heller efter Andræ ’s; thi med alle sit væsens anlæg for kold og k lar skepsis, for skarp og uskånsom k ritik er h an oprindelig en positiv, en p roduk tiv n atu r. Det viser hans lovarbej­ der, det viser hans epokegørende geodætiske hovedvæ rk »Den danske Gradmaaling« (I— IV, 1867—84). Det viser han s livslange betydn ingsfu lde indsats til fordel for hæ ­ rens og embedsstandens tarv, hans gentagne, overlegent dygtige fo rsva r for forholdstalsvalgm åden — også under and re fo rm e r end hans egen — , fø rt udelukkende for sagens skyld, ikke av prestigehensyn. Det viser endelig hans baneb rydende — fo r Haagprocessens ud fald (1933) ikke uvæsentlige — k rav om en ud fo rskn ing av Østgrøn- land som indledning til en dansk kolonisation av dette gamle danske ud land (1879—80). Og dog bliver landstingets »grand old man« i sine æ l­ ikke gribe Roret, men det gaaer med ham som med Coquetterne; de ville fastholde alle Mulighederne; men Virkeligheden, Giftermaalet — Nei tak.« » H e r r i v s f o r a tt få lu f t o c h l j u s ; å r k a n s k e ic k e d e t t i l l r å c k l i g t ? «