HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Det Andræ-Heiberg’ske Venskab

3 1 5

kon struk tiv fan tasi havde rejst på en sikker grundvold av viden og kunnen. Med k o rt og kug ler tø r h an veje chancerne fo r og imod en ud træ kn ing i en bestem t følge­ o rd en1) ; men det kao tisk mangfoldige livs problem er frister h am ikke mere. F ryg ten for tilfældet, angsten for Nemesis, en øget og overdreven selvkritik hos den fo r­ dum så selvsikre, alt i forening lamm er hans h an d le ­ k ra ft2). H an føler sig alt andet end sejrsæl, og h an h a r ingen fylgje bag sig, ingen, der k an tilhviske ham , at han m å sætte livet ind fo r at vinde det. Det gør h an da heller ikke. Med Johanne Luise Pcitges ombord vilde h an have vidst, at skibet fø rte Cæsar og hans lykke, været tryg, sejrsikker, overlegen, hensynsløs av vilje og ævner, øvet stordåd. Med Hansine Schack ved sin side, medens hans tan k e r søger langvejs hort, og hans h jæ rte fryser, bliver han tvivlrådig og tavs. I Andræ ’s sjæl kæm per troen på den m anglende lykke en h å rd kam p med hans glødende, men fåmæ lte fæd relandskæ rlighed; langsom t svækkes han s viljesliv, og k u n alt fo r ofte ser vi fo r os 1850’ernes stæ rkeste politiske personlighed som en sort og sjælesyg Hamlet. Han, der over fo r den fran sk e m in ister Dotézac h a r motiveret sin forag t for subjonctif: »Mais vous com- prenez bien, que je n ’en ai pas besoin, parce que tou t ce que je dis est parfaitem en t sur!«, han avskæ rer nu en diskussion med sit: »Dans le doute abstiens-toi! Ene og ensom er han blevet, en udvikling, der fortsæ ttes å r fo r år, indtil han så at sige stivner i k ritik og forbenes i stæ­ dighed. E n halvvejs udb ræ nd t vulkan, der kun med *) Jfr. Flemm ing Dahl: »C. G. Andræ’s Taler«, I, s. 46 f., 57, 59, 63. 2) Det bør dog retfærdigvis — som i sidst anf. Værk, s. 23—26 — fremhæves, at der var meget, som talte for Andræ ’s opfattelse, at det Hall’ ske politiske system konsekvent måtte følges »to the bitter end«, og forfatteren må stadig fastholde sin (sst., s. 85 udtalte) anskuelse, at Andræ’s avgørende fejlgreb ligger i hans fratræden allerede i juli 1858. Dærfor bliver hans passive holdning 1863—64 selvfølgelig ikke m indre beklagelig.