HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Det Andræ-Heiberg’ske Venskab

2 9 9

tra f mig; jeg var i Theatret«. E ller med kom isk ironi: »jeg h a r været saa utrolig godhjertet — th i h an fo rtjener det ikke — at indbyde Andræ til at spise e n e med mig. E r det ikke peent? H an komm er og vil fo rhaaben tlig have det efter Ønske, nem lig g a n s k e e n e H a n e i K u r ­ v e n . Leve Egoismen!« Men hu n føjer h am alligevel, in ­ derst inde både glad og stolt over hans tro faste tilbedelse: »Han er jo ku n glad, n a a r jeg er ene, og derfor benytter jeg Dagens Eensomhed til ham«, eller: »saaledes vil han jo have det, og som sædvanlig var h an livlig og elskvæ r­ dig«1). Det blev så a t sige en stiltiende selvfølgelighed, at n å r Andræ kom på besøg, tra k and re gæster sig ta k t­ fu ld t tilbage. Da således f. eks. Johannes S teenstrup en­ gang var på visit hos fru Heiberg, blev geheimeråden mældt, og husets frue præ senterede da S teenstrup for Andræ, hvo rpå h u n venligt gav h am hånden, og han gik2) . I denne ramm e, som Johanne Luise Heiberg således ra k te ham , stillede C. G. Andræ sit eget billede, trods alt m åske det, der ligner h am bedst, formodentlig det, h an selv helst vilde kendes ved, i hvert fald det eneste, h an ønskede, at h u n, den eneste, skulde gemme. Og h u n fo r­ varede det tro fa st — med lys og skygge — i sit sind, i sine breve og i sin selvbiografi. Lyslevende ser vi ham fo r os, et m enneske med fo rtrin og fejl, en m and, hvem å r og skæbne h a r gjort ensom og bitter, men trods alt en personlighed av fo rm at, ikke blot en stor m and, men 9 Breve av 13. maj 1869, 26. juli 1876, 12. juni 1872 og 7. juni 1869, trykt i »Johanne Luise Heiberg og Andreas Frederik Krieger. En Sam­ ling Breve 1860—89«, II, s. 80, 275, 137 og 90. — For enhver, som har levet sig ind i det nationalliberale tidehvervs historie — det, G o l d - i »Hjemløs« har karakteriseret og karikeret —, må det stå (anf. skrift, s. 90 f.) kan frakende fru Heiberg’s breve til Krieger nogen særlig politisk-historisk værdi. Et sådant værd besidder de ganske avgjort, hvad ikke mindst skildringen av Andræ lærer os. 2) Brev fra Joh. Steenstrup til forfatteren 3. nov. 1933. s c h m i d t som forbavsende, at N e i i e n d a m