HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Flemming Dahl

2 9 8

ligere tidspunk t. Dæ rfo r indbyder hun liam jævnligt til m iddag i stedet fo r til te; men Andræ er en yderlig fo r­ dringsfuld natu r, der av sin veninde næ sten som en ret — som s i n særlige fo rret — kræver at være alene sam ­ men med hende. H an åbner i hvert fa ld fø rst fo r sit rigt bevægede indre, n å r and re gæster, Madvig eller Marten- sen, er gået bort, og kun ren t undtagelsesvis tager han del i fru Heiberg’s stø rre selskaber, ja, end ikke i hendes fest fo r Krieger på dennes 70 års fødselsdag!1) En enkelt gang m o rer det h am dog at vække sin venindes fo rb av ­ selse, m åske også en smule jalousi, ved den iver og ele­ gance, hvo rm ed h an gør k u r på eengang til generalinde Raasløff og hendes datter. Talrige er de, med kløgt og smag varierede, indbydelser, hvori fru Heiberg veed at u nderrette Andræ om, at h a n den og den dag vil kunne spise til m iddag med hende på tom and sh ånd — uden døtrene — og uden Krieger! Som eksempel skal k u n anføres et p a r lin je r fra 28. november 1882 (R. A .): »Alle gode T ing ere tre. Jeg skal i Morgenaften O n s d a g l u k k e a l l e D ø r r e [ ! ] , ifald De atter vil offre Dem, th i n u længes jeg virkelig mægtig efter at tale med Dem.« I sin brevveksling m ed Krieger k an fru Heiberg av og til ikke tilbageholde et skæ lm sk sm il over ungdom sven ­ nens fo rd ring sfu ldhed — et smil, der tillige fo rm å r a t be­ rolige hendes let skinsyge »Broder«: »Andræ kom ganske rigtig den første Onsdag, De v a r borte, men heller ikke han J) Typisk og fornøjelig er en invitation fra 22. juni 1869 (R. A.): »Kjære Andræ! Vær nu god, og bring et lille Offer! Martensens kla­ gede igaar saa kjærligt over, at de aldrig mere saae Dem. Kom nu til mig Fredag Middag Kl. 5 i Selskab med disse gode Mennesker og to andre skikkelige Præster. Efter at De har haft en Aabenbaring [»det lille Spøgeri paa Østerbro«], som De ikke med Talstørrelser kan klare for Dem selv, maa saadanne troende Mennesker dog ikke i den Grad være Dem imod som tidligere. Jeg sender Dem min Førstefødte i Haab om, at De ikke kan nænne at lade hende gaae bort med et Nei ___«