HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Flemming Dahl

3 0 0

også et stort m enneske1) . Her møder vi ikke blot igen den charm erende unge selskabsm and, der som få m estrer anekdoten, så hverken biom stændigheder eller pointe går tabt, ikke blot hans hum oristiske talent fo r på skuesp il­ lervis, men overvejende godmodigt, at tale og agere som de fælles fjæ rnere bekendte — Bille og Monrad f. eks. — aldrig som deres fælles venner, aldrig som Hall, Vedel, Martensen, Krieger! Her træ ffe r vi også den Andræ, som i en lidenskabeligt bevæget ordveksel om det elskede fædrelands fortvivlede stilling fuldstændig glemmer den h am rende m igræne, der i lians hjem ødelægger dagene fo r ham . Den Andræ, som med åbent sind og h jæ rte vil­ ligt går ind i en drøftelse ikke blot av kun st og litteratu r, av politik, krig, skandinavism e, men også av tilværelsens dybeste spørgsmål, — hvad h an aldrig und te nogen B ir­ kedal — , venskab, kæ rlighed, den personlige udødelighed. Av og til sæ tter h u n h am m at; hendes store intuitive b e ­ gavelse rumm ede også politisk instinkt, og hendes varme fæd relandskæ rlighed lægger hende tit de rette ord på læben. Hendes k ritik av Andræ ’s taler er stundom ikke uberettiget. denne sondring cg modstiller som eksempler henholdsvis sine barndomsvenner C. G. Andræ og præsten Peter Dorph. Over for denne, som »i det Dybeste, i Karakterens Renhed og Adel, langt overgik mig og ham ..«, falder A n d r æ forsmædeligt igennem. Blot skade, at den kritiske læser ikke kan frigøre sig for to irriterende betragtninger. Dels den, at denne sammenligning — tilligemed de efterfølgende an­ greb på Andræ’s »Radikalisme«, ufolkelighed og gudløshed — næppe nogen sinde vilde være blevet opstillet, hvis ikke Andræ i modnere år havde trukket sig helt tilbage fra Birkedal — en halv indrømmelse herav foreligger vel endda i dennes bekendelsesdigt »Den første Ven« (1863). Dels den betragtning, at man hos Birkedal sporer en dulgt trang til, da han ikke selv som Andræ er blevet nogen »stor Mand«, til gengæld at stille sit livs præmisser op på en sådan måde, at den velvillige be­ dømmer uvilkårligt vil konkludere: »Jamen Birkedal er jo selv et »stort Menneske«, og det »er uendelig mere end at være en »stor Mand««. *) I sine »Personlige. Oplevelser«, I (1890), s. 6—7 drager V i l h e l m B i r k e d a l