HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Flemming Dahl

282

noksom om hans betagelse. I sine drømm e om Johanne Luise jævnstillede h an de to kun stnerinder, ligesom han på sine ældre dage på sin dagligstuevæg kun tålte to p o r­ træ tter, Grisi’s og fru Heiberg’s. Og var h jæ rtet end Jo ­ hanne Luise’s, ønskede h an dog, som tidligere nævnt, at hans hjem lige ideal av den beundrede Grisi skulde lære og tilegne sig dennes fo rtrin. In tet under, at det for Andræ m åtte blive en av livets største og rigeste oplevelser, da han i sommeren 1836 i selve Paris i selskab med selveste fru Heiberg gang på gang kunde hengive sig til glæden over Grisi’s gyldne røst. Og til nydelsen av den lige så »guddommelige« Fanny E lszleFs bacchan tiske dans, som Andræ for øvrigt satte hø jt over Taglioni’s klassiske plastik. »Som om det Uforlignelige lod sig sammenligne«, hø re r vi fru Heiberg sige, og Poul Andræ er ganske k la r over, at Johanne Luise på dette p u nk t h a r stræbt at retlede sin vens sm ags­ domme. Helt sikkert er dette dog ikke, og Andræ ’s selv­ stændige værdsættelse h a r i hvert fald tvunget fru Hei­ berg til over fo r sig selv at gøre sig næ rm ere rede for sin egen vu rdering av de to danserinders forskelligartede kunst; den nuvæ rende fo rm fo r k arak teristikk en i »Et Liv« er næppe den oprindelige. Det være, som det vil. Fo r Andræ smæltede, synes det, den »Affekt«, hvori han sattes av F anny Elszler — »en Bakkantinde, deilig, be­ rusende, gjennem trængt af gratieus Sanselighed, aandrig, med et sk jønt jord isk Legeme, fuld a f Liv og en Mimik, hvis Tydelighed'og Bestem thed m an skal lede efter«1), — sammen med de halv t uvirkelige rosendrømme, der stedse omsvævede Johanne Luise’s skikkelse. Men k o rt efter lod fru Heiberg ham ene tilbage i Paris, og m id t i den nu dobbelt tunge ensomhed, m idt i alt savnet er det da, som om det fo r første gang et øjeblik går op fo r ham , hvor *) J o h a n n e L u i s e H e i b e r g : »Et Liv, gjenoplevet i Erindringen«, I, s. 347 f.

1