HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Det Andræ-Heiberg’ske Venskab

2 7 7

fessor Nic. Chr. Møhl’s selvmord (1830); men uendelig fristende er det i skildringen av F red e rik ’s håbløse fo r­ elskelse i Marie tillige at se visse træk av Andræ ’s psy­ kologi, således som de, digterisk forstærkede, m åtte tage sig ud fo r Heiberg’s blik. I hvert fald kunde han med grund sige med Vilhelm:

»Beklag, Marie, den unge Mand! Til dig har han sat sit Hjerte. Jeg længe mærket har, at han Led af forelsket Smerte.«

og m åske hø re svaret i Marie’s ord:

»Saa du troer, du lærer mig noget Nyt? Jeg selv ei skulde det mærke?«

Ikke uden g rund var alle tre tilhø rere dybt grebne av Heiberg’s oplæsning av »De Nygifte«, Andræ næppe den m indst betagne. I endnu højere grad end sin søn havde fru Gyllem- bourg dog alle forudsæ tn inger fo r på dette felt at fo rstå og tilgive alt. Sandsynligvis er det også hende, der først h a r lanceret det ganske betegnende slagord, hvormed snart en, sn a rt en anden i fam ilien Heiberg regelmæssigt varslede den velsete gæsts aftenbesøg: »Heute komm t gewiss Honoré«. Som væ rtinde fo r de franske em ig ran ­ ter, der i 1790’erne gik ud og ind i P. A. Heiberg’s hjem , havde Thom asine Heiberg været genstand fo r megen h y l­ dest; b land t hendes kavallerer var »især Een, som paa en paafaldende Maade gjorde hende sin Gour« . . . »en ung begavet Mand, med alle de Egenskaber, som behøves fo r at spille en E lskers m isundte Rolle. Hans Navn var Duveyrier, men han gik i D anm ark sædvanlig under Navnet Honoré«1). Men fo r hans tilbedelse var, det veed *) J o h a n n e L u i s e H e i b e r g : »Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg« (3. udg. 1883), s. 40(—43). Sml. Novellerne »Ægtestand« og »To Tidsaldre«. Jfr. i øvrigt P. A. Heiberg’s »Erindringer af min politiske, selskabelige og litterære Vandel i Frankrig« (Christiania 1830), s. 46 f.