HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_I h5

Flemming Dahl

2 7 8

vi av Johanne Luise Heiberg’s bog: »Peter Andreas Hei- berg og Thom asine Gyllembourg«, P. A. Heiberg’s hu stru lang tfra ufølsom. Det er dæ rfor intet under, at Andræ på sine gamle dage ikke blot beundrende, men dybt b e ­ væget i Johanne Luise’s levnedstegning læser om hendes svigermoders dragelse mod den ehevaleresque unge fran skm and ; parallellen h a r utvivlsom t været h am lige så bevidst, som den h a r været fru Heiberg. Poul Andræ mener, at det hele m å slås hen i spøg; men der er i v ir­ keligheden in tet at strides om. Lige talende er Andræ ’s pu re fortielse av det kælenavn, hans næ rmeste venne­ kreds kaldte ham ved, og den totalt m isvisende — til det latterlige intetsigende — fo rk la ring av ordet, fru Heiberg giver i sit »Liv«. E jendomm eligt nok synes hverken hun selv, udgiveren A. D. Jørgensen eller nogen senere fo r­ sker at have været opmæ rksom på det aldeles håbløse i 1891 uden komm en tar at frem sæ tte en -— ganske visst langt tidligere nedskrevet — forklaring, der på fo rh ånd m åtte stemples som fo rfalsket ved den sandfæ rdige skil­ dring i hendes eget 1882 udgivne værk om fru Gyllem­ bourg. E n d n u skal kun som et sidste, — et ydre, men næppe helt uvæsentligt — træk til at illustrere unge Andræ ’s m agt over sin tilbedte, peges på det ejendommelige i, at fru Heiberg på hans indstændige opfo rdring anlagde en helt anden frisure, opgav de k rø ller og bukler, der k a ­ rak te risere r Aumont’s m aleri fra 1832—83, og satte h å re t op i fletninger bag i nakken , således som Bæ rentzen’s billeder fra 1841—42 viser hende. Andræ havde nemlig ønsket, at fru Heiberg skulde bære sit h å r på samme m åde som verdenssangerinden Giulia Grisi, hvis toner havde henrevet ham i Paris, og hun — kvinden, skue­ spillerinden, lykkens forkælede jmdling — imødekom sin tilbeder, til trods for, at hun aldeles ikke følte sig over­ bevist om, at den nye frisu re klædte hende bedst.