HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_VI h5

129

Badere og bartskærer

Denne erklæring, der i et og alt gav bartskærerne ret, har sikkert været en stor skuffelse både for baderne og for politimesteren, der så stærkt havde stillet sig på disses side, og vel også for regeringen; men da baderne selv havde valgt og regeringen udnævnt de tre voldgifts- mænd, var det ikke godt muligt at gå imod kommissio­ nens erklæring. Regeringen tog da også resolut det stand­ punkt at lade alt blive ved det gamle, ved allerede 6 . Maj 1702 at konfirmere bartskærernes privilegier fra 1684 uden ændringer, og disse kunde således efter næsten tre års kamp atter føle sig rolige over for baderne, mindre over for lægerne, i hvis rettigheder de langt oftere og ved deres større antal langt mere føleligt greb ind med be­ handling af indvortes sygdomme end de få badere med behandling af udvortes skader i bartskærernes. Ikke for intet havde af kommissionens tre medlemmer de to været læger, den ene endda byens øverste medicinale myndig­ hed; der er i erklæringens slutning en tydelig advarsel til bartskærer og badere om ikke at »overgå deres græn­ ser« ved at befatte sig med patienters indvortes kur og medicinforskrivelse og tillige en kraftig opfordring til re­ geringen om at straffe sligt med »anselig mulkt«; og her behøvede lægerne ikke at henvise til en række gamle inden- og udenlandske forordninger, de havde til deres støtte den endnu ret ny medicinalforordning af 4. De­ cember 1672. De tre badere, der havde rejst kampen og tabt slaget, holdt sig da også stille efter det; alle tre døde de lige før og i pesttiden 1711, så at der i 1712 på engang kom tre ny badere, af hvilke J e n s F r i i s hk borgerskab som bader 23. Maj 1712 — nogen bevilling for ham kendes ikke — og døde 12. Januar 1717; han havde bolig i Kri­ sten Bernikovstræde; huset blev vurderet til 900 rdl., det er alt, hvad der vides om ham, medens hans to samtidige er mere kendte, til dels ved deres stridigheder med bart­ skærerne. 9