HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_V h5

450

Strømpevæverslægten Warburg faa Kræfter sparede han sig aldrig, men kom, naar nogen kaldte. Endnu den Dag, han var bleven syg i Kirken, var han bleven der »med Døden paa Læberne for at forrette en Daabshandling, under hvilken han maatte støttes for ikke at falde om«. »Tak, du svage, — for de mange Dage, — du i Arbejd og i Hede stred,« skrev en Kvinde rørt. »Svag og dog saa kæmpestærk, — kæmpestærk til Herrens Værk. — Løftet højt paa Aandens Vinge — agted Kødets Kval han ringe,« det er en Mands Vidnesbyrd. En tredje taler i sin dybe Taknemmelighed næsten sentimentalt om Englesmilet i hans Ansigt. Anden Dagen efter hans Død tegnedes hans Billede i et Digt i »Svendborg Amtstidende« saa- ledes: Hans varme Ord ej naaede langt i vor kolde, kritiske Tid; selv følte han — tit tungt og trangt —, hans Skæbne var ikke blid. i Hvor Lykken smiled i Medvinds Bør og Livet gik som en Rus, dér fandt han vel tit en lukket Dør, — men ikke i Sorgens Hus. Det Vidnesbyrd skal han have med, vor gamle, elskede Præst: Han »vidste ej andet til Salighed end Jesus Kristus korsfæst«. Han følte varmt for sit Fædreland i Glæde saavel som i Ve;

sin Afmagt følte vel faa som han til at ændre, hvad nu vi maa se. Men dersom vi tro, at alvorlig Bøn kan gavne vort jordiske Hjem, ej Danmark har haft trofastere Søn til at bære dets Sorrig frem.

C. N.

KØBENHAVNS KO MM .. ^ .A U O T E K E R