HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_V h5

448

Strømpevæverslægten Warburg Digteren føler Alterluen brænde i hans Hjerte, da han med klar og stærktbetonet Stemme tager ildfuldt til Orde og taler, uden Kunst og Pynt, med Troens fulde Vished, ud fra sit eget Livs Erfaring. Da Gudstjene­ sten er endt med Bøn og Salmesang, bliver den unge Præst stille staaende og ser paa Skarerne, der bryder op og, idet de gaar forbi ham, en for en byder ham Haanden og siger ham Tak. Endnu efter at de er borte, bliver han staaende ensom og ser op imod Løv­ hvælvingen med Smil, som smagte han, at Gud er god. Det var, som til hans Aande her han lytted, som saa! et Glimt han af hans Herlighed i Skyen, der sit Guld med Purpur bytted, — og nu, som fyldt af Fred, han Foden flytted og steg fra Templet mellem Slettens1) Hytter ned — for ogsaa der nidkært at røgte sit Kald og trøste de syge og de sørgende. Idet Paludan-Muller til Afsked skænker den til Fyn bortdragende Præst det Billede, han i sit Digt ha r teg­ net af ham , skriver han i den Tilegnelse, med hvilken han ledsager Oversendelsen: Vi skilles, V en ! Men aldrig vil jeg glemme vort Samliv og de alvorsfulde Aar, og ønsker ham »alt godt, hvori sig Livets Fylde dølger, Kraft, Sundhed, Fremgang, Livsmod, Glæde, Fred«. Emil Warburgs Forfatterskab indskrænker sig til et lille Skrift paa 8 Sider, som han i 1867 udgav om sit Forhold ved en Selvmorders Begravelse. Et Brev fra en Embedsbroder havde gjort ham opmærksom paa den Forargelse, det havde voldt, at en ung Selvmorder var hvoraf jeg her i Ord har søgt at gemme en enkelt Aften, der for Tanken staar —

Fiskerleje i Nordsjælland mellem Rungsted og Humlebæk.