HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_II h5

144

Koleraen i København 1853.

a t han, naar han hos en Patient skulde skrive en Re­ cept, efter at have faaet Pennen i Haanden i Distraktion glemte Recepten, skrev i Steden et Digt paa Recept­ papiret og gik sin Vej uden at huske mere paa den syge, — udgav et Rimbrev om Koleraen, hvori han lod Sygdommen og Døden tale sammen, Døden med høj og haanlig Latter og hul Røst, Koleraen med en hæs Stemme, der fik Blodet til at størkne i Aarerne og hver Fiber til at skælve. »Forfærdelse havde grebet alle,« siger Fru Heiberg, »og man gik fra Morgen til Aften i Angst for sine kære.« Og selv en Læge som P. Bramsen ytrede, at det var en forfærdelig Tid, man maatte have »Nerver af Sejlgarn« for at gennemgaa den — han havde ikke saadanne Nerver og bukkede jo under. Stadig hørte man om bekendte Mænd, Koleraen havde dræbt: Maleren C. W. Eckersberg, Digteren og Præsten C. J. Boye, Arkitekt C. P. Hagemann, Grev Holstein Ledre- borg, Oberst J. T. Ræder, Landstingsmand, Forligelses- kommissær K. A. Maaløe, den tidligere Borgerrepræsen­ tan t Brændevinsbrænder P. C. Hansen, Tøjmager L. V. Lund, en dygtig Fører for de københavnske Haand- værkssvende — foruden de af Overanstrængelse særlig udsatte Læger, der var døde. Alligevel var Stemningen i Hovedstaden i det hele, om end alvorlig, saa dog rolig og værdig. »Publikum her i Byen«, skriver »Dagbladet« den 29. Juli, »bærer Ulykken langt bedre, end man efter dens Udstrækning kunde formode; vel hersker der megen Sorg i de Kredse, hvor Slægt og Venner ere bievne bortrevne, men nogen almindelig Angst og Fortvivlelse eksisterer aldeles ikke. Vi have tvært imod med Glæde lagt Mærke til, at den jævne Sindsro, der udgør den ene Side af den danske Folkekarakter, heller ikke ved denne Lejlighed har for­ nægtet sig.« »Stemningen er ikke forknyt,« skriver H. Brøchner 18. Juli til sin Ven Molbech, »men Kolera er