HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_II h5

5

Belejringen 1658—60 og Københavns Privilegier.

piret. Forstæderne blev ikke afbrændte, Frosten for­ hindrede Arbejdet paa Fæstningsværkerne, — overalt raadede Tvivl og Mismod. Svensken derimod vaklede ikke. Over de til­ frosne Vande fortsatte Karl Gustav sin dristige Marsch, saa hensynsløs, saa uimodstaaelig, som var han i sikker Pagt med Lykkens og Sejrens Gudinde. Den 5. Febr. gik han fra Fyn til Taasinge, derfra videre over Isen til Langeland, Lolland, Falster og Sælland, hvis sydlige Kyst han betraadte d. 11. Febr. 1658. To Dage senere opslog han sit Kvarter i Køge. Endnu var der Mulighed for et Modtræk fra dansk Side. Karl Gustavs Hær var stærkt medtaget af den strænge Kulde og af de forcerede Marscher gennem den dybe Sne, medens de danske Tropper i København laa vel plejede i gode Kvarterer. Der fortælles, at General­ major Trampe tilbød at gøre Udfald med 2000 Ryttere og lige saa meget Fodfolk for at overrumple de svenske i Køge, og at Kong Frederik III ønskede personlig at deltage i dette Udfald. Men Rigsraadet vilde have Fred; Panikken var gaaet forud for de sejrvante Fjender, og Stemningen i København var nedtrykt og fortvivlet. »Nogle knurrede højt mod Regeringen, som det ved saadanne Tilfælde plejer at ske; andre raabte, at de var forraadte; alle var slagne af Frygt og betragtede deres Tilstand som fortvivlet«, skriver den engelske Gesandt Philip Meadowe, der i disse Dage opholdt sig i København1). Ingen havde Tro paa sig selv eller Tillid til nogen anden, — og saa nedlagde Danmark sine Vaaben. De 2000 Ryttere, som man ikke havde villet bruge mod Fjenden, fik nu anden Anvendelse, — de blev overleverede til Karl Gustav. Freden blev sluttet, og Danmark maatte betale den dyre Pris derfor.

0 Hist. Tidsskr. 2, III, 358.