HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

Arbejde, ensomhed og stra f

sylvanske fængselsmodel moralsk forbed­ res. Derfor blev præsten i dette system en central figur.74 Denne tankegang kom også til at præge tvangsarbejdsanstalten på Ladegården. Især var det bekymringen for de mange unge forbrydere, som var drivkraft i re ­ formerne. Selv om tvangsarbejdsanstal­ ten ikke udelukkende blev indrettet for unge under 18 år, som de første planer el­ lers havde lagt op til, var der stadig man­ ge unge, som blev indsat, og for at de ikke skulle- påvirkes af de fordærvede forbry­ dere, skulle de modtage religiøs undervis­ ning. Mange unge blev dømt for skolefor­ sømmelser, så det kunne ikke nytte, at de slap for undervisning, mens de var indsat. Derfor blev det i december 1834 besluttet, at der skulle ansættes en teologisk kan­ didat, som skulle undervise de indsatte børn og om søndagen holde prædikener og andagt for fangerne. Samtidig blev det bestemt, at de børn, som indtil da havde været indsat til tvangsundervisning og konfirmation i forbedringshuset, i frem­ tiden skulle i tvangsarbejdsanstalten.75 Børnene skulle undervises efter de sam­ me regler som i Fattigvæsenets øvrige skoler og have seks undervisningstimer dagligt.76 Udover undervisningen holdt den teo­ logiske kandidat søn- og helligdagspræ­ dikener for fangerne alene, samt morgen og aftenandagt med fangerne og de ind­ satte børn. Om søndagen holdt han også gudstjeneste for de almindelige arbejdere på Ladegården, som pga. mindre forseel­ ser var nægtet udgang på deres fridag. Gudstjenesten i tvangsarbejdsanstalten skulle holdes i mændenes arbejdsværel­ se, som var det største af anstaltens rum. Her blev der opstillet bænke, så mænd og drenge kunne sidde i den ene side og kvinderne i den anden. For at undgå unø­ dig fraternisering kønnene imellem, blev kvinderne først lukket ind i rummet, når

præsten var kommet til stede og blev bragt ud igen, før han gik. Roen måtte op­ retholdes og enhver unødvendig samtale undgåes.

Afslutning Indsættelse af genstridige fattige i tvangsarbejdsanstalten blev en meget brugt straf i det københavnske fattigvæ­ sen og straffeformen eksisterede stadig, da Ladegården blev nedlagt, og anstal­ ten flyttet til det nyopførte Sundholm i 1908, hvor den fortsatte i sin oprindelige form frem til 1933.77 Det betød på den an­ den side ikke, at anstalten var en egent­ lig succes, i hvert fald ikke, hvis man tog dens oprindelige formål i betragtning. Det viste sig nemlig, at det ikke var så let at skræmme de genstridige til en bedre og mere arbejdsom tilværelse. De indsatte blev ikke forbedret, og mange vendte til­ bage igen og igen. I 1840’erne var det de danske fængslers tur til at blive fornyet. Man tog igen ud­ gangspunkt i de amerikanske fængsels­ modeller, men hvor C. N. Davids ideer ved oprettelsen af Ladegårdens tvangsanstalt var blevet underkendt, fik hans tanker nu en helt anden gennemslagskraft, og de nye fængsler indrettedes i stor stil efter hans anvisninger. Imidlertid hørtes der også røster, som gik imod David: bl.a. fra kancellimedlem Michael Lange, der også havde været med dengang, da beslutnin­ gen om Ladegårdsindretningen skulle træffes. Han var personlig ven med A. S. Ørsted og mente som denne, at isolations- fængslingen var en form for hjernevask, som ødelagde den indsatte for livet.78 I sidste ende var det dog isolations­ fængslet, der vandt tilslutning i Fæng­ selskommissionen og som blev forelagt for Danske Kancelli. Som sædvanligt havde flere af embedsmændene flere ’’kasketter” 47