HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

Til nytte for det almindelige. Trinitatis Arbejdshus 1790-1841

Søn- og helligdage var arbejdshusets port åben hele dagen, og lemmerne hav­ de tilladelse til at være ude til ca. kl. 21. Lemmerne skulle have særlig tilladelse til at forlade arbejdshuset uden for de daglige udgangstider. Det var portnerens pligt at sikre, at ingen uden inspektørens tilladelse forlod huset uden for udgangs­ tiderne og at de kom tilbage inden for det tidsrum, hvor de havde udgang.56 Lemmerne var altså lovgivningens fri­ villighedsprincipper til trods underlagt regler og store indskrænkninger i deres frihed, og til trods for at de havde mulig­ hed for at udskrive sig selv, var det nok ikke noget reelt valg for de fattige, syge ældre kvinder som beboede huset. Der findes mange beskrivelser af de dårlige sanitære forhold i København i det 18. og 19. århundrede, og der er ingen tvivl om, at dette også gjaldt Trinitatis Arbejdshus. I vurderingerne af ejendom­ men nævnes de dengang almindelige lo­ kumshuse på gårdspladsen, som foruden stanken uden tvivl tiltrak rotter og utøj.57 Således omtaltes det allerede i 1796 og 1798, at der var så mange rotter i arbejds­ huset, at man måtte købe rottekrudt for at få has på dem.58 Indvendig i arbejdshuset var forholde­ ne heller ikke ideelle, da huset i visse pe­ rioder havde alt for mange beboere. 11823 kunne inspektør Reich som nævnt beret­ te, at der boede alt for mange lemmer i huset, ligesom der var en generel tendens til at ’’Lemmepladser i Fattigvæsenets Stiftelser paa de senere Aar (...) betyde- ligen ere tiltagne”. For Trinitatis Arbejds­ hus’ vedkommende havde det betydet, at der siden 1818 ”i et saa indskrænket Lo- cale somher, er aabnet 9nye Pladser, som altsaa har havt til Følge, at Sengene har maattet flyttes tættere til hinanden”. Lemmernes sengetøj var ofte ”af den Beskaffenhed, at de snarere qvalificere- des til at kastes paa Gadevognen, end at

bruges til Hvile”, og, da det ikke var mu­ ligt at låne lemmerne sengetøj til deres egne blev rensede, var det ’’indlysende, at naar Sæden til Utøi allerede er i Klæder­ ne, det da maae vinde Fremme”, når lem­ merne lå så tæt ved hinanden. Det dårlige linned var ”i Forening med de daarlige Gangklæder mange have, et godt Tilholdssted for Utøi”, og, da det ef­ ter Reichs mening var for dyrt for lem­ merne at få vasket, ventede de eller lod helt være med at vaske. Samtidig havde lemmerne ikke adgang til rum, hvor de kunne vaske ligesom de heller ikke havde noget at vaske med.59 Problemerne med renholdelse af ar­ bejdshuset, som var forårsaget af overbe­ lægning kunne bla. løses ved at overflytte lemmer til andre stiftelser med flere plad­ ser. Det var netop den løsning man greb til efter at stadsfysikus i 1825 havde er­ klæret, at arbejdshusets plejebørn boede i et så lille værelse, at det var umuligt at bekæmpe den meget udbredte fnat. Såle­ des blev plejebørnene flyttet til et værelse, hvor der var bedre plads mellem sengene, mens nogle ældre lemmer blev overført til Vor Frelsers Arbejdshus, og andre overtog børnenes tidligere værelse.60 Sandsynligvis afspejler den ovenfor omtalte nedgang i lemmepladser fra 1823 til 1840, at man i Fattigvæsenets ledelse indså, at overbelægningen af arbejdshu­ set medførte store sanitære problemer: Medmindre man nedlagde lemmepladser var det umuligt at overholde 1799-pla- nens krav om renlighed i Fattigvæsenets stiftelser. Helt i Oplysningens ånd foreskrev 1799-planen, at den fattige almue skulle overbevises om nødvendigheden af ren­ lighed. Det var det oplyste borgerskabs normer, som her kom til udtryk, mens den fattige almue nok snarere betragtede utøj, snavs og rotter som en naturlig del af hverdagen.61 19