HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

Peter Wessel Hansen

år i 1840.48 1799-planens intentioner om at bringe arbejdshusene tilbage til deres egentlige formål var altså for Trinitatis Arbejdshus’ vedkommende ikke lykkedes i 1840, hvor det tydeligvis fortsat funge­ rede som plejehjem. Arbejdshusets beboere var ikke blot gamle, de var også ofte delvist uarbejds­ dygtige pga. sygdom og alderdomsska­ vanker. I opgørelsen fra 1823 betegnedes kun syv ud af 58 lemmer som nogenlunde friske, mens resten led af en eller flere lidelser: Benskade og gigt var de mest udbredte, men i øvrigt led lemmerne af brystsyge (tuberkulose), krampe, svagt syn og mange andre skavanker. Fælles for langt hovedparten af lemmerne var, at de havde hvad vi i dag ville kalde for et fysisk handicap, hvilket naturligvis gjor­ de dem dårligt rustede til at klare fysisk arbejde.49 Plejebørnene, somvar indlagt i arbejds- huset var interimistiske, dvs. midlertidigt anbragte. Hovedparten af de 15 børn, som i 1823 boede i arbejdshuset, var blevet an­ bragt, fordi deres forældre var arresteret for tyveri eller betleri, var på hospitalet eller var døde, og de blev efter et kortere ophold udsat hos plejeforældre eller leve­ ret tilbage til forældrene. To var indlagt for en længere periode, fordi de havde for­ sømt skolen. Det var mao. børn fra sam­ fundets bund, som stod uden forsørgelse, når deres forældre døde, blev syge eller arresteret, og ofte ankom de til arbejds­ huset i pjalter.50Her kunne fattigvæsenet give dem ’’Natteleje, Rygt, Føde og Vask”; klæder kunne de få fra skolen.51 Gangkonerne synes at være blevet valgt blandt de få raske lemmer i ar­ bejdshuset.52De blev først ansat, når man havde forvisset sig om, at deres adfærd og evner var passende til det ansvarsfulde arbejde.53 Arbejdshusets skiftende inspektører stod for den daglige ledelse og havde der­

for kontakt med både arbejdshusets per­ sonale og lemmer og fattigvæsenets di­ rektion. Portneren og dennes kone skulle foruden at bevogte arbejdshusets port gå inspektøren til hånde og gøre det grovere arbejde, f.eks. rengøring og fejning.54Ud­ over inspektør, portner, gang- og kogeko­ ner samt sygevarterske boede der fra tid til anden en eller flere af skolens ansatte i arbejdshuset. Forholdene i arbejdshuset Indlæggelse i arbejdshuset var som nævnt frivillig, men alligevel havde lem­ merne ikke deres fulde frihed til at kom­ me og gå, som de havde lyst. Lemmerne kunne principielt ikke tvinges til at blive indlagt, men når de først var blevet ind­ skrevet som almisselemmer og boede i arbejdshuset, var de underlagt de regler, som gjaldt indenfor husets mure. Tilsyne­ ladende vægrede mange fattige sig mod at blive indlagt på Fattigvæsenets stiftel­ ser, og meldte sig ofte først i den yderste nød, når hovedparten af deres ejendele og klæder var solgt eller pantsat. Baggrun­ den herfor synes bla. at have været, at de fattige troede, at man ved indlæggelsen blev frataget alt hvad man ejede.5 Desværre har jeg ikke kunnet finde et bevaret reglement for arbejdshuset, men i underretningen for portner Peder Larsen fra 1825 kan man få et indblik i de hin­ dringer, som arbejdshusets regler gav for lemmernes fulde selvbestemmelse. Lem­ merne måtte kun forlade arbejdshuset i faste daglige tidsrum: Tidligt om morge­ nen kunne de gå ud i byen og hente te­ vand eller fløde til kaffen inden arbejdet begyndte kl. 6. I middagspausen mellem kl. 12 og 14 var det ligeledes tilladt lem­ merne at gå ud. Herefter arbejdede man til hen på aftenen, hvor portneren ringede af og slukkede lygterne i huset.

18