HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

Til nytte for det almindelige. Trinitatis Arbejdshus 1790-1841

voksede og voksede i takt med den store tilvandring til hovedstaden.2 Arbejdshusenes oprettelse kan fortol­ kes som et brud med den tidligere mer­ kantilistiske fattigpolitik, hvor man ved at udnytte de fattiges arbejdskraft ville styrke statsøkonomien. Nu skulle de fat­ tige ved deres arbejde i arbejdshusene blot betale så meget af deres almisse til­ bage som muligt, hvorfor man også nø­ jedes med at producere jævne og grove tekstilprodukter, som, i fald de ikke kun­ ne sælges, i stedet kunne benyttes af Fat­ tigvæsenet selv. Man havde øjensynligt ingen intentioner om, at arbejdshusene skulle ’’kunne betale sig”. Samtidig for­ søgte man dog, klog af skade, at mindske risikoen for tab ved at lade sig nøje med en simplere produktion. Inspirationskilder I betragtning af de dårlige erfaringer med arbejdsindretninger kan man undre sig over, hvorfor man alligevel fra 1780’erne vovede at oprette arbejdshuse i Køben­ havn. Først og fremmest var de nye ar­ bejdshuse langt fra lige så store projekter som de tidligere, såvel hvad angik stør­ relse som arbejdets form og økonomien i foretagendet. Hertil kom, at Fattigvæ­ senets ledelse og plejekommissionerne i 1780’erne og 1790’erne påvirkedes af in­ formationer omvellykkede arbejdsanstal­ ter i andre større byer, såvel danske som udenlandske. I 1789 kunne Frederiks tyske kirkes plejekommission i en beskrivelse af sog­ nets fattigpleje således henvise til de gavnlige og nyttige fattiglove, som eksi­ sterede i de tyske byer Zelle og Hamborg. Også den holstenske by Altona, rigernes sydligst beliggende, havde efter sigende et velfungerende fattigvæsen.23 Således fik Hamborgs fattigforordning fra 1788

stor indflydelse på det københavnske fat­ tigvæsens reorganisering i 1799, og Ham­ borgs fattigvæsen var netop kendetegnet ved at have arbejdsindretninger for de fattige. Ligeledes var man inspireret af den store arbejdsanstalt, som var blevet op­ rettet i München af Benjamin von Rum- ford. Her havde man ét stort arbejdshus til alle byens fattige, hvori der fandtes spindesale, vævesale, spisesale etc., og som alt sammen, i Oplysningstidens ånd, holdtes rent og nydeligt. Et særligt træk fra Münchens arbejdshus blev i de følgen­ de år taget op i de københavnske arbejds­ huse og Tvangsarbejdshuset i Pustervig, nemlig den Rumfordske suppe. Det var en suppe, der var tilberedt af gammelt brød, grøntsager og affaldskød, og var den ikke ligefrem lækker, så var den til gengæld særdeles billig.24 Blandt de udenlandske røster rejste der sig imidlertid også kritik af arbejdshuse­ ne. Den skotske præst John Macfarlan havde f.eks. i bogen Inquiries concerning the Poor fra 1782 hævdet, at arbejdshuse kun fungerede i teorien. I virkeligheden førte de blot til en forøgelse af antallet af uværdigt trængende. Hertil kom, at det økonomiske afkast var ringe og produk­ terne dårlige. Der opstod ofte uoverens­ stemmelser mellem de fattige og stedet egnede sig overhovedet ikke til børneop­ dragelse.25 Macfarlans skrift var kendt i Danmark, det fandtes i tysk oversættelse og i 1792 videreformidledes Macfarlans argumen­ ter i et skrift, forfattet af Balthasar Mün- ter, der var sognepræst ved St. Petri tys­ ke kirke. Det skete i forbindelse med en debat, hvori Münter polemiserede mod et af fattigvæsensdirektionens mest frem­ trædende medlemmer - Johan Hendrich Bårens. Fattigvæsenet i en række indenlandske byer vakte også opmærksomhed, navnlig 13