HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2001 h5

Forstaden og dens forfattere

sivt voksende arbejderklasse, som efter den indledende udflytning til »Broerne« for alvor kom til at sætte fart i forstædernes vækst, og i 1901 og 1902 indlemmedes Sundbyerne, Valby og Brønshøj i Københavns Kommune. Forstaden blev et samfundsvidenskabeligt begreb omkring århundredskiftet, hvor det i 1906 indførtes i statistikken, idet Frederiks­ berg og Gentofte anførtes som forstæder til København -og kun fem år senere regnede. J.P. Trap i sit værk om Danmark hele 26 »byer« som forstæder. Men i samtidens kunst og litteratur var det provinsen, der bej­ lede til publikums gunst: »Den jyske Bevægelse«, »de fynske malere«... Vil man opspore forstædernes betydning for forfatterne, kan man passende begynde i M. Galschiøts pragtværk Danmark i Skildringer og Billeder af Danske Forfattere og Kunstnere (1893). Her beskriver C. Markman i kapitlet »Fra Københavns Udkanter og Omegn«, hvordan forstædernes udbredelse med dæmonisk kraft nedbryder det tidligere så skarpe skel mellem by og land: »I Egnen mellem Vesterbro og Kallebod- strand, baade ind efter og ud efter, er der ved Indretning af Havnepladser og Kajer, private og offentlige Bygninger, Inddragelse af øde Tomter til mangfoldig Brug skabt udstrakte Kvarterer. Paa Nørrebro er ligeledes Bebyg­ gelsen, mest af privat Karakter, skreden rask frem. Ikke blot nærmere inde, hvor det ny lægger sig for Dagen i forhen ubekendte botaniske Navne som Birkegade, Egegade, Ælmegade; men ogsaa længere ude er den over Haver og Marker fældede Dødsdom ved at blive eksekveret. Og ud ad Strandvej­ FORSTÆDERNE SOM KUNSTNERISK UDFORDRING

en vandrer Hovedstaden med sine tunge Stentrin sikkert og ustandseligt ligesom Stengæsten i »Don Juan«.« Om Amager skriver Markman, at »det stær­ ke industrielle Liv fortsættes langt ud over Amagerbro til Sundbyerne og Kastrup«, hvor det er »Ovne, Fabriker og Dampmaski­ ner, der regerer, direkte og indirekte«, og hvor livet derfor er præget af »Fabriksarbej­ deres tarvelige Vilkaar.« Sundbyerne er »arbejderforstæder »ligesom Utterslev Mark i Nørrebros Forlængelse,« og der hvor land­ væsenet i de åbne mellemrum stikker sin tunge frem, kan det »ikke lide den Smag, som det faar i Munden.« Det er tydeligt, at også Markmans smagsløg har det dårligt med de nye forstæder, og den dominerende synsvinkel er den distancerende ironikers. I samme værk skriver Johannes Jørgensen i sin artikel om København, at byen kan anskues som et kunstværk: »Som et Værk i mange Kapitler, skrevet af skiftende Forfat­ tere, er denne By.« Jørgensen bladrede sig gennem København kapitel for kapitel, side for side og sætning for sætning, og han valg­ te at betragte byen i lyset af litterære mønstre som idyllen, tragedien og den realistiske roman. Blandt de vigtigste kapitler nævner han det landligt idylliske Frederiksberg, det elegisk storladne Rosenvænget, Bredgade­ kvarteret med den fornemme rokokostil, der sættes i modsætning til den »moderne, ame­ rikanske Aand i Boulevardkvarterets lige, kolde Gader« , realismens Vesterbro der er »Arbejdets og Glædens Forstad«, Nørrebro der er en »Arbejderby« uden glæder, og sidst men ikke mindst Voldkvarteret, der identifi­ ceres som »det ny København; Danmarks Storstad«, simpelthen. Men forstæderne? København var under forvandling, og spørgsmålet var, hvordan denne forvandling 87