HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2001 h5

Martin Zerlang

stinkende Lossepladser, der i Solskin funkler som Diamantdynger af Glimtene fra tusend Glasskaar og Flaskehalse, Blikstumper og Porcellænsvrag. Underlige, ubestemmelige Skikkelser, klædte i sammenbundne Pjalter, færdes inde paa disse Pladser, og ved en lille Hytte, lavet af rustne Blikplader og gamle Døre, ser man Børn løbe rundt og lege, saa Smudset hvirvler om dem: Midt i alt dette: Gartnerhaver - Beværtninger - ny Villaer - og her og der et gammelt Landsted, som Byen er ved at omringe«. Denne skildring sort i sort afsluttes af en henvisning til, at disse udkantskvarterers stadige horisont er »Hovedstadens rødsløre- de Rand med lange Rækker af Fattigmands­ steders mangerudede facader og rader af annoncebemalede Gavle og Klynger af svær­ tede Fabriksskorstene og Spirene paa Nørre­ bros Kirker«. Selv her i periferien melder sig med andre ord en stemning af klaustrofobi. Elendigheden er spærret inde bag den uhyg­ geligt »rødslørede« horisont. Beskrivelsen antager karakter af besværgelse. At forstæderne rejste helt nye krav til forfat­ terne fremgår af en af de første kunstneriske rapporter fra den ny tid, Holger Drachmanns roman Forskrevet fra 1890. Her er hovedper­ sonen en kunstner - Henrik Gerhardt - der efter mange års udenlandsophold vender hjem til København. På en tur ad Langelinie begynder han at spekulere over hovedstæ- dernes »foruroligende« vækst, som han ople­ ver som en vækst, hvor pengene fra oven og proletariatet fra neden presser livet ud af det, som jo så må være middelklassens og mel­ lemlagenes by: FORSKREVET TIL FORSTÆDERNE

af bybilledet skulle aflæses. Hvordan rimede forvandlingen med ideen om København som et kunstværk? At den nye by krævede nye læsemåder, var Johannes Jørgensen udmærket klar over: »For den, der forstaar at se og nyde det sete, bliver København ved denne sin Mangfol­ dighed og Forskellighed en rig Kilde til Ind­ tryk. Desværre er »Kunsten at se« imidlertid ikke dyrket af mange. (...) Under de nuværen­ de Forhold, da Kulturen indespærrer flere og flere Mennesker i sine Stenfængsler, og Natu­ ren for en stadig voksende Part af Menneske­ heden gaar over til at blive noget, der kun kendes fra Bøger, turde det have megen Betydning, om Menneskene lærte at se Kul­ turens Skønhed, at forstaa Byernes Poesi«. Men selv havde Johannes Jørgensen de største vanskeligheder med at finde byens poesi. I endnu højere grad end Markman dæmoniserer han byen, skildrer den som et monster, indhyller den i undergangssyner. Og især forstæderne trodsede kunstnerens forsøg på at spejle byens form i en poetisk form. Her var det umuligt at glæde sig over proportion, symmetri, harmoni. De nye fat­ tigkvarterer i byens udkant var en æstetisk skandale: »Københavns Skal - paa parisisk banlieue - strækker sig fra Nørrebro til Kallebodstrand. Overdrev er det, store, øde Strækninger, Fremtidens Byggegrunde. De yderste For­ stadsgader skyder deres høje nøgne Kaser­ negavle ud deri, Forstadens Børn slider Græsset derude, Forstadens Voksne fylder enhver Fordybning med deres Skrammel; gamle, rustne Bliksager, Klude og Papir gror i alle Grøfter og ligger paa Bunden af alle Vandhuller. Dagrenovationen har her sine